Formandens to minutter


Forventningens glæde er den største!

/ formandens to minutter /

»Det kan også være,at vi bliver bekræftet i,at truslen er at finde lige her i vores egen baghave,når danske auktionshuse og entreprenører fortæller,hvorfor de kunne være klar til at gøre det anderledes – og måske billigere.«

Om den ovenstående sætning er opfundet af en puritaner eller blot en ganske almindelig verdslig, der blev så gruelig skuffet, ved jeg ikke! Imidlertid har det altid været med forventning, jeg har set frem til DE's landsmøde – men glæden har undertiden ændret sig til en ærgrelse over, at ikke mange flere fik de guldkorn, der faldt af undervejs på et sådant møde, med sig hjem. Blandt de senere års »high lights« må mødet med Bendt Bendtsen i Helsingør i 2004 nok fremhæves. Hvad enten man er enig med ham eller ej, viser det, at modet til at møde frem ikke mangler hos ham. Den ros skal han ha'! De, der hørte ham, forstod nok også lidt bedre,hvad det er,der rør sig på Christiansborg. Desværre var det bare for få, der hørte det, og som derfor efterfølgende kunne forstå, hvad som hændte. Det viser også, hvilken betydning ministeren tillægger et sådant landsmøde. Det var jo ikke ligefrem den loyale, lokale vælgerforening, bænket omkring kakkelbordet, han mødte. I år har vi også inviteret »de fremmede« – altså dem,der ikke har gået i samme ejendomsmæglerskole som os selv, og som derfor kunne have en holdning til, at »plejer er død«. Med andre ord repræsentanter for dem,der efter den 1.juli i år kan gøre os rangen stridig som formidlere af fast ejendom i Danmark. Jeg er tidligere blevet spurgt og har svaret, at truslen kommer indefra og ikke udefra. Det kan være, vi bliver bekræftet i, at den i hvert fald ikke kommer fra udlandet, når vi har hørt en amerikansk franchisegiver (og nej, det er ikke dem med ballonerne!). Det kan også være,at vi bliver bekræftet i,at truslen er at finde lige her i vores egen baghave, når danske auktionshuse og entreprenører fortæller, hvorfor de kunne være klar til at gøre det anderledes – og måske billigere. Så har vi, der er til stede, lært noget før de andre og kan med rettidig omhu indrette os. Det kan også være, vi konkluderer, at der ingen risiko er, fordi vi er så gode. Så kan vi forlade landsmødet bekræftet i vor egen fortræffelighed og sætte ind i hverdagen med den ekstra styrke, en sådant indspark giver. Men, det er jo dyrt at deltage i et landsmøde? Nej, det er nu gjort næsten gratis, fordi vi gerne vil ha’ fuldt hus, bogstavelig talt! – Og skal det være endnu billigere for den enkelte, så find ud af, hvad din kreds gør for dig. Den har et ansvar for at sikre, at så mange som muligt deltager i landsmødet. De kredse,der tidligere har ydet en indsats, har også gjort en forskel på de pågældende landsmøder. Endnu en gang tak for det til de pågældende bestyrelser. Det er hjælp til selvhjælp, og selvhjælpen kan vi nok få brug for efter den 1. juli – hvis vi skal tro det, vi nok kommer til at høre den 27. og 28. april i Kolding. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen!

Steen Winther-Petersen
Formand