København har Skandinaviens dyreste boligpriser


København har Skandinaviens dyreste boligpriser

Danskernes hovedstad er blevet Skandinaviens dyreste by at købe bolig i. Det er boligprisernes himmelflugt de seneste år, som har fået København til at overhale Stockholm og Oslo indenom, skriver I dag – Industriens Dagblad. 30.000 kr. pr. kvm. var den gennemsnitlige pris for en bolig i København ved udgangen af 2005, viser en beregning fra Realkredit Danmark på baggrund af tal fra European Council of Real Estate Professions. Det er 15 pct. dyrere end Stockholm og Oslo. »For få år siden var Stockholm Skandinaviens Rolls Royce, Oslo var Mercedesen og København en Folkevogn, når det gjaldt boligpriser. I dag er der byttet om på rollerne,« siger cheføkonom Sune Worm Mortensen fra Realkredit Danmark. Han mener, at stigende boligpriser er et sundhedstegn for en storby, fordi det skaber ekstra skatteindtægter og dermed grobund for ekstra investeringer.