Ringe interesse for medsalg
Danskernes interesse for at selv at fremvise deres boliger, eller deltage i salget på anden vis, er yderst minimal. Også selv om der måske kan spares både 25.000 og 50.000 kr. på den konto. Langt de fleste foretrækker fortsat at have en topprofessionel ejendomsmægler på, når deres hus eller lejlighed skal sælges, også selv om flere store ejendomsmæglerkæder har slået en del på tromme for gør det-selv-salg. Direktør Hans-Erik Pedersen fra Danbolig siger, at interessen for deres hele seks forskellige former for medsalg, som blev lanceret med brask og bram for lidt mere end et år siden, er »ganske, ganske minimal«: »Folk har travlt og vil hellere bruge deres fritid på andre ting. Dertil kommer, at priserne er steget meget kraftigt, og når folk har udsigt til at tjene flere millioner kroner ved et salg, så tænker de mindre over, hvordan de sparer den sidste femøre,« siger han til Berlingske Tidende. Robinhus har længe lokket med superbilligt medsalg af boliger via nettet, og herfra fortæller direktør Torben Andersen, at de sidste år solgte 700 boliger. Det svarer til mindre end én procent af det samlede marked, og gør Robinhus til en meget lille spiller på markedet for handel med boliger i Danmark. Ejendomsmæglerkæden home mener, at folk snyder sig selv for formuer, hvis de benytter sig af medsalg. Også selv om der kan spares pæne summer i honorar til mæglerne.