Formandens to minutter


Sommerhussæsonen skydes ind

/ formandens to minutter /

»Det kunne være, at biers summen og lyden af lette børnestemmer i stedet flænses af en nabos vinkelsliber, der æder sig vej gennem et af flere bilvrag, henstillet på nabogrunden efter princippet ’vi får nok brug for reservedele en dag’.«

Refleksioner er sådan nogle man kan sidde og foretage i sin gyngestol, fjernt fra alfarvej, under et let løvdække, mens man hører summen af bier og i det fjerne lette børnestemmer. Eller er det? Det kunne være, at biers summen og lyden af lette børnestemmer i stedet flænses af en nabos vinkelsliber, der æder sig vej gennem et af flere bilvrag, henstillet på nabogrunden efter princippet ”vi får nok brug for reservedele en dag”. Det gælder så forresten også wc-kummerne, de gamle køkkenelementer og et råddent vindue. Sagt med andre ord ligner en sådan grund en losseplads. Disse ejendomme er ofte også pigtrådsindhegnet på trods af bestemmelser om det modsatte. Men hvad andet kan man gøre, når man nu har anskaffet sig to stakkels pitt bulls, der jo kræver megen motion hver dag, og som derfor nødvendigvis må lukkes ud på grunden, når ejeren – iført tatoveringer og badekåbe kl. 4 søndag eftermiddag – endnu ikke har fået øjne og kan klare en gåtur. Man kan måske ikke gøre ret meget lige nu, når man også ved, at disse mennesker lever på en sådan måde, fordi det for år tilbage blev ”normalt” at bo ulovligt helårs i sommerhuse, når man nu – underforstået – ikke havde råd til at købe et helårshus til pitt bull’en, som man måtte ha’ for at afstive sit ego, og når nu boligforeningen havde husdyrforbud (hvorfor mon?). Hvorfor bringer jeg det op nu? Fordi det i 2009 er slut med at bo ulovligt i sommerhuse – medmindre man er en lovlydig pensionist. Dette har allerede afstedkommet bekymrede miner fra borgmestre, der nu kan se frem til at skulle genhuse, respektive jage skatteborgere (med minustegn foran?) fra hus og (et rodet) hjem. Hvad vedkommer det os som ejendomsmæglere? Det vedkommer os, fordi værdien af de omkringliggende sommerhuse falder drastisk, når der er udsigt til at blive mødt af en gal pitt bull, et bilvrag eller en højtråbende ejer, der søger at kalde de kære kræ til sig – i øvrigt forgæves (hundeskole er ikke en del af begrebsapparatet). Det kan jo ligefrem være, at der bliver oplysningspligt for sælger – og for ejendomsmægler – om sådanne atypiske forhold på nabogrunde, hvis anvendelse jo er klart i strid med de gældende offentlige bestemmelser for det pågældende område. Med andre ord, hvad nytter det at give oplysninger om servitutters indhold, hvis den åbenlyse lovstridige anvendelse fortsætter efter fristens udløb i 2009? Vi forarges jo over andre landes manglende planlovgivning, der giver ret til endnu et højhusbyggeri direkte på stranden, hvis det kan klemmes ind. Måske skal vi begynde med at feje for egne døre, i mangel af sikker adgang til at feje for naboens!

Steen Winther-Petersen
Formand