Formandens to minutter


Gaver!

/ formandens to minutter /

December er tiden, hvor gaver spiller en vis rolle i Danmark. Og hvad har det så med ejendom at gøre? – Det er nu engang sjældent, at man ligefrem får foræret en ejendom, helt bortset fra al bøvlet med at få den pakket ind og stillet under juletræet. Alligevel har danskerne som helhed fået gaver i form af ejendom – oven i købet flere af slagsen, beliggende både i provinsen og i hovedstadsområdet. Nu er det jo ikke enhver beskåret at kunne uddele sådanne gaver. Det kræver penge, rigtig mange penge.To fonde har haft tilstrækkelige pengetanke til at kunne gøre det, men derfra og så til handling er alligevel et stykke vej. Hvad der først var en art luftkasteller (for nu at blive i fagterminologien) tager imidlertid nu fysisk form. A.P.Møller Fonden og Fonden Realdania har hver på deres måde beriget det byggede miljø i Danmark. Operahuset i København er nu meget nærværende og fremstår vel allerede på dette tidspunkt som den bogstaveligt talt største gave, danskerne nogensinde har modtaget. Realdanias projekter rundt omkring i Danmark er af lidt mindre fylde, men lige så vigtige, da de bidrager til en bevarelse af vores bygningskulturarv, hvilket vore kunder – købere som sælgere – erfaringsmæssigt sætter pris på. Se blot på interessen for den berømte, hvidpudsede patriciervilla med palævinduer og sortglaserede tegl, der vel stadig er hit nr. 1! I dette nummer af »Ejendomsmægleren« ser vi på et af projekterne – nemlig den sønderjyske by Christiansfeld, der over de kommende år går en gaveregn i møde i form af renoveringer og hjælp til selvhjælp. Dette unikke bymiljø havde vi mistet på sigt, hvis det ikke var fordi »en rig onkel« var kommet forbi med en papkasse. Ingen offentlig kasse havde kunnet gøre det samme, uanset at alle kunne være enige om nødvendigheden. Det er derfor godt, at der også er nogen, der interesserer sig for bygningerne og ikke blot for prioriteterne, ejendomsværdiskatterne, tilstandsrapporterne og alt det andet. Med disse ord ønsker jeg en god jul og et godt nyt år, hvor vi ser frem til en yderligere styrkelse af det byggede miljø overalt i Danmark. Det er også en slags hjælp til selvhjælp til vores ejendomsmarked og dermed også til os ejendomsmæglere.

Steen Winther-Petersen
Formand