Det sagde DE

Cheføkonom Thomas Torp understreger, at der ikke er grund til at frygte for prisfald på sommerhuse – til Frederiksborg Amtsavis og Dagbladet Roskilde Tidende den 19. oktober:   »Markedet tordner ikke længere afsted, men man behøver ikke frygte, at man kommer til at tabe penge på at investere i sommerhuse.«  

Direktør Palle Ulstrup om at stadig flere uautoriserede mæglere ulovligt formidler udenlandske ejendomme til danskerne – til ErhvervsBladet den 22. oktober:   »Vi oplever flere og flere uautoriserede personer, der stik imod dansk lov formidler udenlandske ejendomme til danske købere. Problemet er alvorligt og vokser i takt med, at flere og flere efterspørger udenlandske ejendomme.«  

Cheføkonom Thomas Torp bekræfter billedet af en større spredning i prisudvikling mellem by og land – til Børsen den 25. oktober:   »Vi har for nylig spurgt ejendomsmæglerne om deres forventninger. Vi kan se, at i København, Århus og de andre store byer er der stadig fremgang, men i provinsen ser det svagere ud.«  

Cheføkonom Thomas Torp om hvorvidt kontorledigheden i hovedstadsområdet vil falde næste år – til ErhvervsBladet den 26. oktober:   »En stigende udlejningsgrad på kontormarkedet vil primært være drevet af et generelt opsving. De generelle konjunkturer er meget afgørende, så det store spørgsmål er også i denne sammenhæng, hvornår opsvinget kommer.«  

Steen Winther-Petersen roser erhvervsministeren for den seneste ændring af ejerlejlighedsloven, men påpeger, at det kræver en mere omfattende liberalisering, hvis København for alvor skal have gang i konverteringen fra erhverv til bolig – til Berlingske Tidende den 26. oktober:   »Vi tror ikke, at der er så stort et potentiale i det, som mange håber på. Med mindre man går et skridt videre og opbløder lovgivningen yderligere. Man har sat sig mellem to stole, fordi man ikke er gået et skridt videre med liberaliseringen.«  

Formand for Andelsboligudvalget, næstformand Finn Pedersen forventer, at ejendomsmæglere i fremtiden vil være involverede i mere end hver anden handel med andelsboliger – til Økonomisk Fokus den 1. november:   »Vi gør mere ved vores formularer på andelsboligområdet, end vi har gjort hidtil. Desuden kører vi nogle kurser, som er meget velbesøgte, på området. Så vi sætter fokus på det inden for egne rækker, og så er det op til den enkelte ejendomsmægler, hvor meget han vil markedsføre det, og hvor meget han tror han kan få ud af det.«

Cheføkonom Thomas Torp mener, at de nye FlexGaranti-lån vil føre til prisstigninger, men advarer dog mod at overdrive betydningen – til Børsen den 4. november:   »Når nye lån fører til, at virksomheder og villaejere får flere penge mellem hænderne, vil det normalt føre til en positiv effekt på priserne. «  

Steen Winther-Petersen i en kommentar til, at en række ejendomsmæglere undlader at fortælle købere om, at nogle boliger befinder sig på grunde, der er mistænkt for at være forurenede – i et studieinterview i TV-avisen den 8. november kl. 21.00:   »Jeg vil igen indskærpe over for vore medlemmer, at såfremt der er begrundet mistanke om, at en grund er forurenet – så skal det oplyses over for køber, også i salgsopstillingen.«  

Steen Winther-Petersen om eventuelle rentestigninger og boligejernes valg i forbindelse med fornyelse af realkreditlån – til Uge Nyt Stenløse den 10. november:   »Når vi taler om rentestigning, skal man ikke forestille sig de chokrenter, der ultrakort har været gældende ved valutakriser,men om en langsom stigning, og jeg kan ikke huske, hvornår den korte 1-årige rente har været over seks procent.«  

Formand for Landbrugsudvalget Laurits Jensen vurderer, at det især er kvægejendommene, der er faldet i værdi – til Jyllands-Posten den 11. november:   »De faldende mælkepriser får mange kvægbønder til at stige stop. De ved, at de kommende år byder på endnu flere prisfald som følge af EU’s landbrugsreform. Til gengæld ser vi stadig stigende priser på ejendomme med planteavl og produktion af slagtesvin.«  

Jurist i DE Michael Andersen vurderer på baggrund af en række afgørelser i Klagenævnet, at klager over fejl i salgsopstillinger som følge af fejl i tal fra BBR-registeret ofte går køberne imod – til Jyllands-Posten den 11. november:   »Man køber det, man har set på, uanset om det passer med BBR-meddelelsen. Der tillægges størrelsen ikke større betydning. «  

Cheføkonom Thomas Torp i en kommentar til, at ejendomsmæglerbranchen er et af de fag, der har leveret flest nye job siden 2001 – til Berlingske Tidende den 15. november:   »Ejendomsmæglerne har haft travlt de senere år. Markedet for handel med boliger har været meget gunstigt. Men kravene i forbindelse med bolighandel er også vokset voldsomt. Det skyldes ny og mere kompliceret lovgivning. Men det skyldes også, at forbrugerne stiller større krav. Så der er mere arbejde med hver enkelt sag end før.«