Et årigt rentetilpasningslån er stadig billigst
Realkreditinstitutterne er uenige om anbefalingerne til de kunder, der vil væk fra rentetilpasningslånene. Selv om renten er steget – og måske fortsætter med at stige – er det etårige rentetilpasningslån stadig den billigste måde at finansiere sin bolig på. I realkreditinstitutterne lyder rådet som udgangspunkt, at boligejere med det såkaldte F1-lån holder fast i det. Men er man utryg, skal man inden ultimo november beslutte, om man vil over i et mere sikkert, men dyrere lån. Anbefalingen er dog forskellig, hvis man spørger de to realkreditinstitutter Realkredit Danmark og Nykredit, skriver Politiken. »Til dem, der er bekymrede over renten, anbefaler vi, at man lægger om til et garantilån med loft over renten i 10 år. Men det koster lidt på ydelsen,« siger afdelingschef Michael Ager Carlsen fra Nykredits finansafdeling. I Realkredit Danmark mener cheføkonom Sune Worm Mortensen, at alternativet til F1 er enten et traditionelt, fastforrentet lån, hvor renten er kendt i hele lånets løbetid. Eller også skal renten på rentetilpasningslånet låses fast i tre eller fem år. Så kender man sin ydelse i nogle år fremover. Til gengæld får man ikke glæde af et eventuelt rentefald i perioden.