Støjgener koster boligejerne tusindvis af kroner


Støjgener koster boligejerne tusindvis af kroner

Når trafikken buldrer løs ude på vejen, koster det beboerne mange penge. Det dokumenterer en undersøgelse fra Miljøstyrelsen, der har sat et prisskilt på støjbelastningen af boligerne langs vejene. Forskeren bag undersøgelsen, miljøøkonom Camilla Damgaard, har set nærmere på omkostningerne for boligejerne, hvis deres hjem var så belastet af støj, at larmen lå over 55 decibel. Og konklusionen er klar: På et hus langs en almindelig vej koster en stigning i trafikstøjen på én decibel husejeren 1,2 pct. af prisen på boligen. For et hus, der koster 2,5 mio. kr., svarer det til 30.000 kr. pr. decibel, larmen øges med. Ligger hjemmet i nærheden af en motorvej, kan prisen få yderligere et hak nedad, nemlig et fald på op til 1,6 pct. af ejendomsprisen. Her »koster« hver decibel dermed omkring 40.000 kr., skriver Politiken.