Tivoli-lejligheder bliver Danmarks dyreste


Tivoli-lejligheder bliver Danmarks dyreste

Tivoli har præsenteret sit bud på Københavns nye vartegn: Et 102 meter højt hus tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster. Byggeriet præsenteres som et »hotelprojekt«, men selve det høje tårn bliver hovedsageligt forbeholdt 50 eksklusive ejerlejligheder, mens de 160 hotelværelser primært skal ligge i de lave cylinderformede bygninger ved siden af. Det oplyser Tivolis adm. direktør, Lars Liebst. Og ejerlejlighederne kan blive en yderst attraktiv indtægtskilde for Tivoli. DE’s cheføkonom forudser, at lejlighederne bliver landets dyreste: »Det er en ekstremt eksklusiv beliggenhed og et helt specielt byggeri, som bliver et vartegn. Derfor er det selvfølgelig også ekstremt attraktivt for visse grupper at bo der,« siger Thomas Torp til Berlingske Tidende. Han vurderer, at kvadratmeterprisen bliver på op imod 100.000 kr. pr. kvadratmeter. Da Tivoli regner med to typer lejligheder – én på omkring 70 kvadratmeter og én på det dobbelte – vil lejlighederne sandsynligvis komme til at koste 7-15 mio. kr.