Vi pendler af nød – men hvor længe?
Danskere er de senere år blevet presset til at bruge mere tid i bilen og toget for at komme til arbejde. I 2006 kørte danske familier i snit 24,4 km fra hjem til arbejde eller næsten 50 km i alt frem og tilbage pr. arbejdsdag, og det er en stigning på 5,6 pct. i forhold til 2002. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Pendlingen sker dog ikke af lyst, men af nød, påpeger en fremtidsforsker med speciale i boligmarkedet. Stigende boligpriser har ganske enkelt presset danskerne længere væk fra deres arbejde, og da boligpriserne er faldet på det seneste, er der udsigt til mindre pendling de kommende år, fordi familier får bedre råd til at bosætte sig tættere på deres arbejde. – ”Det typiske billede er, at vi flytter væk fra de større byer i opgangstider, men tilbage i nedgangstider,” siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen til Jyllands-Posten.