Det sagde DE
Cheføkonom Thomas Torp om mulighederne for gevinst ved investering i tyske forretningsejendomme til Jyllands-Posten den 16. december: »Det tyske ejendomsmarked har længe haft de laveste vækstrater, men meget tyder på, at landet kommer i gang nu, og det vil få en effekt på ejendomsmarkedet. Ingen kan garantere det, men tanken er bestemt nærliggende.«
Cheføkonom Thomas Torp mener ikke, at de nye vurderinger af grundværdierne vil få nogen nævneværdig effekt på bolighandelen i hovedstadsområdet – til JP København den 20. december: »I hovedstadsområdet er der så mange faktorer, der får markedet til at buldre derudad. Derfor vil det her alene ikke kunne trække i den anden retning.«
Steen Winther-Petersen i en kommentar til økonomiog erhvervsminister Bendt Bendtsens udmeldinger om, at DE og ministeriet skulle have indgået en aftale om tilstandsrapporter – til ErhvervsBladet den 30. december: »Jeg er rystet og forbløffet over, at ministeren på tvskærmen lader offentligheden forstå,at der er lavet en aftale,når der ikke er indgået en aftale. Vi gav udtryk for, at vi ville se positivt på ministerens aftaleudkast og være klar til et møde i ministeriet med en branchegruppe når som helst. Men dette er et så kompliceret område, at vi naturligvis ikke kan underskrive en aftale fra den ene dag til den anden.«
Formand for DE’s 6. kreds, Thorkild Mejlby, der dækker Viborg og Ringkøbing amter, vil ikke fraråde folk at købe huse i bestemte områder, til trods for at liggetiderne i Vest- og Nordvestjylland i øjeblikket kan være op til to år – til Ringkjøbing Amts Dagblad og Dagbladet Holstebro, Struer: »Men der vil da være steder, hvor det vil tage lidt længere tid at komme af med et hus. Omkring de større byer i Vestjylland går det rimeligt, og så kan du nogle steder køre fem-ti kilometer ud på landet, og så er priserne faldende og liggetiderne længere.«
Cheføkonom Thomas Torp i en pressemeddelelse vedr. DE’s seneste forventningsundersøgelse blandt boligmæglerne – udsendt den 16. januar og gengivet i flere medier: »Vi forventer, at det økonomiske opsving vil sætte fornyet gang i boligmarkedet lidt længere henne på året.Det vil betyde højere boligpriser, lige som det også bliver nemmere at få solgt sin bolig, fordi liggetiderne forventes at falde på både huse og ejerlejligheder. (...) »Efterspørgslen på sommerhuse er stadig meget høj, og priserne vil fortsat stige over hele landet. Som køber kan man desuden forvente, at man skal være lidt hurtigere til at træffe sine beslutninger, for der er også kortere liggetider i vente.«
Steen Winther-Petersen i en kommentar til, at DE afviste det første udspil fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) om vandtætte skotter mellem ejendomsmæglere og bygningssagkyndige – til Jyllands-Posten den 10. januar: »Vi har forståelse for, at ministeren ønsker at forbedre reglerne, og vi er parate til at forhandle dag og nat de næste tre uger. Vi ser ingen problemer i at få vandtætte skotter mellem sagkyndige og mæglere, hvad angår betalingen af rapporterne. Men vi kan ikke acceptere, hvis det skal være forbudt for mæglere at kontakte bygningssagkyndige f.eks. for at aftale, hvornår en tilstandsrapport kan foreligge. Samtidig vil det være uholdbart, hvis en ejendomsmægler ude hos en kunde overhovedet ikke må hjælpe med at skabe kontakt til en sagkyndig, lige som det ville være helt urimeligt, hvis en mægler f.eks. ikke må påpege eventuelle oplagte fejl i en tilstandsrapport.«
Cheføkonom Thomas Torp i en pressemeddelelse vedr. DE’s undersøgelse af markedsudvikling for erhvervsejendomme i 2. halvår 2003 – udsendt den 19. januar og gengivet i flere medier: »Det har været et hårdt efterår. Det gælder på erhvervsejendomsmarkedet som i resten af samfundet. Særligt har det ramt ejendomme med en perifer beliggenhed, mens de øvrige er kommet igennem med skindet på næsen. (...) Det er gået rigtig fint for centralt beliggende ejendomme,hvor 40 pct. at mæglerne melder om stigende priser. Det skal ses i lyset af, at der i samme periode er bygget mange tusinde nye kvadratmeter centralt placerede butiksejendomme, og at der er endnu mere på vej i København. Det er tydeligvis ikke noget, der skræmmer markedets aktører.«
Cheføkonom Thomas Torp om samme undersøgelse, der viser, at især boligudlejningsejendomme er gået igennem 2003 uden de store knubs – til Jyllands-Posten den 20. januar: »Når renten er lav, er det billigere at finansiere købet af ejendommen. Når den faktor så lægges sammen med den generelle mangel på boliger og den noget lavere risiko ved at have 50 mindre lejere frem for én stor, får man ejendomme, der er steget i værdi.«
Direktør Palle Ulstrup oplyser, at DE fra den 1. januar har indført et sæt etiske regler, som skal forhindre misbrug af de billigere lånemuligheder – til Berlingske Tidende, Fyens Stiftstidende og Jydske Vestkysten den 20. januar: »Det skal naturligvis ikke være forbudt at annoncere med de nye lånetyper. De nye lån er jo en kendsgerning, hvad enten man kan lide dem eller ej. Derimod er det et rimeligt krav, at hvis man annoncerer med ydelsen for f.eks. et afdragsfrit lån, så skal ydelsen for et ’almindeligt’ obligationslån også fremgå af annoncen.«