Dommerens forlængede arm
20 års arbejde som lægdommer har givet cand.polit. Pelle Sadolin mange lærerige – og underholdende – oplevelser. Han anbefaler yngre erhvervsmæglere at tage imod opgaven, hvis den viser sig.
Af Sandy Thornland Foto: Poul Rasmussen
I et fredfyldt hjørne midt i Københavns centrum, lige ved Nikolajkirken, har erhvervsmæglerforretningen Sadolin-Albæk til huse. Her møder vi cand.polit. Pelle Sadolin, der foruden mange års arbejde i egen virksomhed kan se tilbage på cirka 20 års indsats som lægdommer i boligretten på Frederiksberg og i København. »Som erhvervsmægler kan man lære meget af i en periode at fungere som lægdommer,« fastslår Pelle Sadolin og læner sig frem over det lyse mødebord: »Det er et hverv, jeg varmt kan anbefale mine kolleger at tage imod, hvis de skulle få det tilbudt.«
To lægdommere klarede opgaven
Selv blev han for første gang indkaldt som lægdommer på Frederiksberg omkring 1980: »Dengang var jeg i 50 års alderen, og den juridiske dommer – en moden dame ved navn Ellen Nørgaard – sagde til mig: ’Unge mand, Deres job er at holde disse sager uden for mine retssale!’ Dermed mente hun, at den bedste måde at løse stridsspørgsmål om lejefastsættelse på var, hvis de to lægdommere kunne besigtige lokaliteterne og blive enige om en retfærdig husleje, uden at blande den juridiske dommer ind i det. Hun ville hellere bruge sin tid på kriminalsager. « Da Pelle Sadolin var udpeget af Grundejerforeningen, den nuværende Ejendomsforeningen Danmark, har han udelukkende mødt lægdommere, der skulle repræsentere lejernes side. »Både grundejernes og lejernes lægdommere havde megen erfaring med fastsættelse af lejepriser. Og vi vidste jo også hver især, at man får på hatten, hvis man kommer med noget sludder! Så når vi tog ud for at se på en ejendom, brugte den juridiske dommer ikke sin tid på at tage med. Efter besigtigelsen satte vi os oftest sammen og nåede til enighed om en rimelig lejepris. Eftersom en lægdommer har lige så megen stemmeret som en juridisk dommer, kunne vi to lægdommere faktisk afgøre sagen, idet vi havde stemmeflertal,« siger han.
De forsigtige jurister
I sin tid som lægdommer har Pelle Sadolin været med til at behandle et par hundrede sager,og de fleste blev klaret uden for retssalen. Det hændte kun én eneste gang, at den ene parts advokat insisterede på at føre retssag på trods af lægdommernes tilkendegivelse. »Han holdt enetale i to timer, og vi fik alligevel ret,« mindes han med et smil. Og det skete vel at mærke ikke hos den selvsikre dommer på Frederiksberg, der prioriterede sine arbejdsopgaver med hård hånd – men i byretten i København, hvor arbejdsbetingelserne var noget anderledes: »Dommerembedet på Frederiksberg er et slutembede. Der kan man populært sagt sidde fra man er 50, til man er 70, forudsat at man ikke tager af kassen. En dommer på Frederiksberg er fuldstændig uafhængig og fokuserer udelukkende på den enkelte sags juridiske aspekter,« forklarer Pelle Sadolin og fortsætter: »Men i København mødte jeg ofte meget unge dommere, som havde en ambition om at avancere til landsdommer. De var bange for at begå fejl, der kunne ødelægge deres karriere. Det var en af disse forsigtige, unge dommere, der gav advokaten lov til at procedere i to timer. Den var ikke gået hos Ellen Nørgaard. Hun kunne godt finde på at afbryde med ordene: »Unge mand, det har retten forstået. Videre!« Det var også de forsigtige dommere, der satte en stopper for lægdommernes udflugter på tomandshånd: »I de første ti år,jeg fungerede som lægdommer, havde vi aldrig en juridisk dommer med ude. Men så kom der en klage, fordi der ikke havde været nogen juridisk dommer med til besigtigelsen, og siden da havde vi én med hver gang.«
Besigtigelse med morgenstrip
Og så disker Pelle Sadolin op med den – med hans egne ord - »saftigste”« historie fra sin tid som lægdommer: »De fleste sager handler om fastsættelsen af lejepriserne for butikker, restauranter og andre virksomheder inde i byen. På et tidspunkt indbragte et af de mindre lødige forlystelsesetablissementer en klage over for høj husleje. Det var inden den nye erhvervslejelov trådte i kraft, så dengang skulle lejen jo fastsættes ud fra sammenlignelige lejemål. Dermed fik vi stil- let i udsigt at skulle besigtige fem-seks tilsvarende forlystelsessteder på Vesterbro! Nå, men vi startede med at besigtige det omstridte etablissement. Vi havde fået tilsagt besigtigelse klokken 10 om formiddagen, hvor vi regnede med at kunne udføre vores arbejde uforstyrret.Helt uforstyrret blev det ikke,for der blev afholdt morgenstrip, og der sad en række tilskuere og så på stripperne. Men vi fik da set på lokaliteterne – sammen med en kvindelig juridisk dommer.« Midt i processen blev der – beklageligvis, kunne man fristes til at sige – indgået forlig, så Pelle Sadolin og co. fik ikke fornøjelsen af at besøge en håndfuld småskumle forlystelser sammen med den kvindelige dommer.
Ros til den nye erhvervslejelov
Lokalkendskabet og de mange års erfaring er et uvurderligt gode i arbejdet som lægdommer. Har man arbejdet med det hele livet, kender man i nogle tilfælde lejen på naboejendommen, hævder Pelle Sadolin: »Jeg er imponeret af lægdommersystemet - for selvom grundejernes og lejernes organisationer skændes i medierne, så kan man som regel let blive enige om lejeniveauet på de ejendomme, man besigtiger i fællesskab. Såvel lejernes som grundejernes side fungerer fremragende.« Og også den nye erhvervslejelov får et par positive ord med på vejen: »Den er væsentligt bedre end den gamle, som siden sin ikrafttræden i 1939 har været noget lappeværk. Den nye erhvervslejelov er de berørte parter selv blevet enige om, og det må være den bedste forudsætning for en velfungerende lov. Desuden er vurderingen af markedslejen langt mindre tidskrævende end at skulle ud og se på sammenlignelige lejemål.« Da Pelle Sadolin i sin tid startede som lægdommer, var de fleste lægdommere advokater. En nærliggende forklaring er, at der dengang ikke fandtes så mange erhvervsmæglere som i dag. Ni ud af ti sager i boligretten på Frederiksberg og i København handler om lejefastsættelse. »Jeg har aldrig beskæftiget mig med sager, hvor lejeren var til gene eller forlod lejligheden i forringet stand. Enkelte gange fungerer boligretten som klageinstans for parter, der er utilfredse med deres huslejenævns afgørelse, men jeg håber, at boligretten ikke degenererer til udelukkende at fungere som appelinstans for huslejenævnet – det ville ikke være særlig interessant. Huslejenævnene er ret forskellige. For eksempel har jeg engang haft en sag på Værnedamsvej, hvor den ene side af vejen hører til Frederiksberg og den anden til København. Alt efter hvilken kommune, ejendommene på samme vej hørte til, gjaldt der forskellige regler for, hvilke arbejder der regnedes for istandsættelse, og hvilke for vedligeholdelse – så det var forskelligt, hvor meget der måtte lægges oven i lejen for det samme stykke arbejde.«
Viden er den største belønning
Ifølge Pelle Sadolin er sager med omkostningsbestemt leje nok noget af det værste, man kan komme ud i. Efter at en stor del af Københavns boligmasse er blevet til andelslejligheder, som man ikke har lov til at sammenligne med, er sammenligningsgrundlaget smuldret. »Derfor ville det være på tide også ved boliger at arbejde med markedsvurdering, på samme måde som man gør ved erhvervsejendomme, siden den nye erhvervslejelov er trådt i kraft,« siger han. Den erfarne, tidligere lægdommer har altid interesseret sig for jura. Han startede sit studium sammen med jurister, inden han specialiserede sig i statsvidenskab, og denne baggrund har sammen med arbejdet som lægdommer været yderst værdifuld. »Hver gang der fremlægges lejekontrakter, lærer man noget. Som lægdommer læste jeg nok mindst fem gange så mange lejekontrakter, som jeg selv havde arbejdet med.« Viden er så også den største belønning, arbejdet som lægdommer indebærer. Da Pelle Sadolin startede som lægdommer, gjaldt der en timesats på 70 kr. I dag modtager lægdommere 1.100 kr. pr. dag, 120 kr. pr. nat samt befordringsgodtgørelse efter statens laveste kilometertakst.