Ny mand i styrelsen
»Mit arbejde er min hobby.« Sådan lyder det fra den nye mand i Dansk Ejendomsmæglerforenings Styrelse – statsaut. ejendomsmægler og valuar Christian Høgh fra Grenå.
Efter gennem en årrække at have stået til rådighed som suppleant er den 51-årige Christian Høgh nu pludselig inde i Styrelsen. Det er sket, efter at Kim Holm selv valgte at trække sig fra Styrelsen i december måned. Christian Høgh er statsaut. ejendomsmægler og valuar og har igennem 11 år været selvstændig Nybolig-mægler i Grenå. Ejendomsmæglerfirmaet,der både beskæftiger sig med bolig og erhverv, udvidede desuden med en filial i Midtdjurs sidste sommer. Oprindeligt var han bankmand – uddannet i Landsmandsbanken, og efter et ophold i Sparekassen senere ansat i Nordea frem til udgangen af 1992. »Jeg er meget spændt og ser frem til arbejdet i foreningen,« siger det nye styrelsesmedlem i telefonen fra Grenå, hvor han netop sidder og forbereder sig til sit første styrelsesmøde i København. Men – som han selv påpeger – kan der blive tale om et kort visit i Styrelsen. Ifølge DE’s vedtægter er et styrelsesmedlem, der er kommet ind som suppleant, nemlig på valg ved det førstkommende delegeretmøde. Og det vil sige, at de delegerede allerede i slutningen af april skal tage stilling til Christian Høghs plads i Styrelsen, når dette års landsmøde indledes i Helsingør. »Så må vi se. Nu går jeg ind og tager min tørn. Når man har valgt at sige A og har sagt ja til at være suppleant, må man også sige B og træde til, når der er brug for det,« siger Christian Høgh.