Nyt fra christiansborg


Nyt fra christiansborg

Miljøgodkendelse standardiseres

Det bliver nu enklere at få en miljøgodkendelse. Miljøminister Hans Chr. Schmidt ønsker at ændre miljøbeskyttelsesloven, så mange virksomheder lettes i det administrative arbejde omkring ansøgninger og forhåndsgodkendelser. Op til 80 pct. af de godkendelsespligtige virksomheder er omfattet af lovforslaget, der standardiserer miljøkravene. Forslaget har været til 1. behandling i Folketinget. (L 93)  

Bedre beskyttelse af gravide

Det er alt for billigt for arbejdsgiverne at fyre en gravid medarbejder, mener Kristendemokraterne, der har fremsat forslag til folketingsbeslutning,der skal beskytte gravide og kvinder på barselsorlov mod fyring. Partiet mener, at det ofte godt kan betale sig for arbejdsgiveren at fyre en kvinde, der ønsker barselsorlov, da godtgørelsen ved uberettiget fyring er for lav. Forslaget har været til 1. behandling i Folketinget. (B 43)  

Bedre forsyningssikkerhed

Udbygningen af varig energi skal fortsættes. Elforsyningssikkerheden skal øges. Og miljøet skal belastes mindst muligt. Det er bl.a. baggrunden for, at Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Kristendemokraterne har fremsat et beslutningsforslag om at gennemføre den første runde af et udbud af nye hav-vindmølleparker. I forslaget præciseres betingelserne for udbuddet, som tilbudsgiverne skal følge. Forslaget har været til 1. behandling i Folketinget. (B 27)  

Stop for svinefarme

Vandmiljøplan III skal være på plads, før der igen gives tilladelser til udbygning af svinebesætningerne til landmænd. Det er hovedindholdet i et forslag til folketingsbeslutning fra socialdemokraterne, de radikale og SF. Partierne peger bl.a. på, at undersøgelser har vist, at grundvandsreserverne ikke er så store som antaget, samt at miljø, grundvandet og naboer lider under generne fra de store svinebesætninger. (B 83)  

Grænsegængeraftale på plads

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag fra skatteminister Svend Erik Hovmand om udmøntningen af grænsegængeraftalen mellem Sverige og Danmark. Hovedlinierne i aftalen er, at en person beskattes i det land, han eller hun arbejder mest, at pensionsindbetalinger er fradragsberettiget i hvilket land, man måtte vælge, og at der indføres samme befordringsfradrag som for Storebæltsforbindelsen.  

Mindre skolepraktik

Det skal være lettere for mindre virksomheder at få godkendt en praktikplads. Undervisningsminister Ulla Tørnæs ønsker at nedbringe antallet af unge i skolepraktik på erhvervsskolerne. De unge skal ud på rigtige arbejdspladser. Derfor ønsker ministeren bl.a. et mere fleksibelt uddannelsesforløb, der kan være med til at gøre de unge fagligt mere attraktive for virksomhederne. Lovforslaget har været til 1. behandling. (L 84)  

Sygefraværet skal ned

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har fremlagt en handlingsplan, der skal være med til at mindske sygefraværet på såvel offentlige som private arbejdspladser. Handlingsplanen »Det gør vi ved sygefraværet« kommer med en række bud på, hvordan sygefraværet kan mindskes og sygemeldte hurtigere kan komme tilbage på arbejdspladsen igen til gavn for den enkelte, virksomheden og samfundsøkonomien.  

Ny service for iværksættere

15 nye Erhvervsservice-centre med fælles telefonnummer 70 20 10 15 står nu klar til at hjælpe iværksættere og mindre virksomheder med vejledning om start og drift af en virksomhed. Centrene vil hjælpe virksomhederne med afklaring af diverse spørgsmål og vejledning i op til fire timer gratis. Herefter henvises til privat rådgivning. Centrene er et led i regeringens handlingsplan for iværksættere og mindre virksomheder samt den regionale vækststrategi.  

Olieaftale på plads

Folketinget har godkendt den aftale, som økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har indgået med A.P.Møller om den fremtidige efterforskning og udvinding af olie og gas i Nordsøen samt beskatningen heraf. Aftalen betyder bl.a. ekstra milliardindtægter til staten allerede fra i år og 20 procents statsligt medejerskab af konsortiet fra 2012.  

Orientering om kontrolbesøg

Justitsminister Lene Espersen har fremsat et lovforslag, der fastsætter regler for offentlige myndigheders gebærden ved tvangsindgreb over for borgere og virksomheder under f.eks. kontrolbesøg, hvor myndighederne skaffer sig adgang til private boliger. Hovedreglen bliver, at myndighederne på forhånd skal underrette personen eller virksomheden inden tvangsindgrebet. Forslaget har været til 1. behandling i Folketinget. (L 96)