En korsvej !
/ formandens to minutter /
Forfatter: Steen Winther-Petersen.
Visse situationer giver anledning til at stoppe op og overveje, hvilken retning man skal ta! Et årsskifte kan som oftest være anledningen til et sådant stop, hvor fremtiden og dermed retningen skal overvejes.Det gælder også for vores branche, der jo igennem en lang årrække har nydt godt af en art hjemmemarkedsbeskyttelse - vel også med baggrund i det meget håndgribelige forhold, at vores primære varegruppe ikke kan flyttes. Lidt à la bjerget, der ikke vil komme til Muhammed.Længe har Muhammed ikke villet flytte sig, men der er tegn på, at en bevægelse er sat i gang. EU bærer ved til bålet ved at fremme grænseoverskridende virksomhed, og i øvrigt - blot på lidt længere sigt - også at ville lempe de bestemmelser, der hidtil har beskyttet et hjemmemarked som vores. En af måderne at gøre det på er jo ved at åbne for ejerskaber på tværs af traditionelle (fag-)grænser.At virksomhederne så bliver større og større, og fusionerne stadig mere (grænse)overskridende er et resultat, som man kan synes om eller lade være. Energifusionen i Danmark og mejerifusionen Danmark-Holland i december er blot et par eksempler. Om virksomheder og forbrugere er vindere eller tabere, må jo komme an på en prøve. Men i alle tilfælde var forklaringen på disse fusioner, at ellers blev man opslugt af noget endnu større (og værre?), oven i købet måske fra udlandet. Tænk hvis energiforsyningen endte på svenske hænder, mens det gør mindre, at den hollandske mælk ender på danske hænder!Vi skal altså vænne os til, at ikke ret meget er, som det plejer at være. Mere populært kan man sige, at ''plejer er død''. For vores branche betyder det formentlig, at vi i år dels vil se markante ændringer i den måde, vi kan drive ejendomshandel på - hvis regeringen forsat har magt, som den har agt. Og dels kunne det også blive året, hvor nye spillere, både nationale og internationale, for alvor udfordrer vores ''hjemmemarkedsindustri'', som vi hidtil har kendt den.Med andre ord: kridt skoene og stå fast eller sæt dig i bevægelse. Hvis du hverken gør det ene eller andet, er risikoen for at blive blæst omkuld faretruende. Med denne vejrudsigt ønsker jeg alle et godt nytår!
Steen Winther-Petersen
Formand