Boligkøb i muslimsk perspektiv
Blandt de knap 200.000 muslimer, der bor i Danmark, er især mange veluddannede i 30-års alderen ved at få lyst og råd til at etablere sig i en ejerbolig. Derfor ser ”Ejendomsmægleren” i dette nummer nærmere på, hvilke økonomiske, kulturelle og religiøse krav der kan være forbundet med boligkøbet og finansieringen.
Af Sandy Thornland
Mange muslimske boligkøbere har kulturelt og religiøst betingede ønsker i forbindelse med boligens indretning. Samtidig kan deres familie- og forbrugsmønster samt religiøse krav gøre det vanskeligt for dem at få finansieringen på plads – dels fordi Koranen forbyder at betale eller modtage renter, og dels fordi banken anslår deres privatforbrug til at være højt og derfor kun bevilliger et forholdsvis beskedent lån. A lt det kan du læse mere om på de følgende sider, hvor du vil møde en forsker, en imam, salgsdirektøren for et islamisk finansieringsselskab, en ejendomsmægler og en privatrådgiver, potentielle boligkøbere – og en politiker.