Rettroende, ja– men ikke godtroende
Han er principielt imod, at islamiske banker tjener ekstra på deres kunders religiøsitet. Samtidig spår han, at islamisk finansiering har gode vækstbetingelser i dagens Danmark. Naser Khader fortæller om bl.a. det muslimske ungdomsoprør, valget af ejerbolig, samt religiøst påvirket forbrug.
Af Sandy Thornland
Naser Khader behøver ingen nærmere præsentation. Den konservative folketingspolitiker har efterhånden i mange år haft en fast plads i mediebilledet, ikke mindst de gange, hvor debatten har handlet om muslimers rolle i det danske samfund. Og når han taler om bolig og boligfinansiering, trækker han på egne erfaringer, oplysninger han har indsamlet i studietiden, samt hvad han har hørt hos nogle af de mange mennesker, han møder i sin hverdag. ”Beslutter man sig for at købe fast ejendom i Danmark, er det fordi man ønsker at slå rod. Mange i min fars generation og for den sags skyld også i min egen generation har haft en forestilling om på et eller andet tidspunkt at vende hjem igen. Ofte har det været en urealistisk forestilling. For hver gang, de besøger deres oprindelige hjemland, opdager de, at både de selv og deres børn føler sig stadig mindre hjemme. De har vænnet sig til livet i Danmark, og derfor vælger mange af de velfungerende, veluddannede at købe en bolig heroppe. Det må gerne være et hus med god plads og en have, hvor man kan dyrke lidt grøntsager. Og hvis man ønsker at bevare traditionen for at bo flere generationer sammen, er det ikke nok med en tre-værelsers lejlighed.” S er man på de yngre, der har økonomisk og menneskeligt overskud til at købe en bolig og deltage i nærsamfundet, så ønsker mange af dem at bo steder, hvor der bor forholdsvis mange ”gammeldanskere”. Naser Khader uddyber: ”De såkaldte ghettoer er noget, de færreste bor i frivilligt. Det er bare nemt at få en lejlighed i dem. Folk vil gerne bo i en bydel, hvor der er mange, som ligner dem – men de skal ikke bo i samme opgang! J eg husker en iraker, der var flygtet til Danmark. Det første sted, Dansk Flygtningehjælp placerede ham og hans familie,var Nørre Snede. Han ville gerne åbne en egen forretning,men i lokalområdet var der så få mennesker med en lignendebaggrund som hans, at han ikke kunne falde til og kommei gang med forretningen. Så flyttede han til Hillerød, hvorder efterhånden bor mange med udenlandsk baggrund. Detbryder han sig heller ikke om, for nu kommer hans børn hjemog fortæller, at de har lært at tælle til ti på somalisk. Det varikke det, han ville.”
Lavere forbrug end gennemsnitsdanskere
Når en familie har besluttet sig for at købe en bolig, ogbanken skal fastsætte, hvor stort et lån den mener, at deter forsvarligt at yde, beregnes der ud fra en standard etrådighedsbeløb − dvs. det beløb, der skal være tilovers tilfamiliens daglige forbrug, når alle faste udgifter er betalt.En familie med to voksne og fire børn har – som omtalt ien anden artikel her i ”Ejendomsmægleren” – fået fastsatet rådighedsbeløb på godt 12.000 kr., og da begge forældretjener en pædagogløn, er der ikke mange penge tilbage til atafbetale boligen med.Selvom familien kan dokumentere, at den kun har etforbrug på cirka det halve, holder banken fast i, at den ikkevil sænke rådighedsbeløbet og hæve lånebeløbet tilsvarende.Hvad mener du om det?”Mange med indvandrerbaggrund har et lavere forbrug endgennemsnitsdanskere. De bruger ikke penge på rødvin, dekøber varer på udsalg, og de er vant til at hjælpe hinandenved f.eks. at låne hinanden penge,” forklarer Naser Khader,der mener, at banken bør se på de virkelige tal i stedet for atgøre sine standardtal ufravigelige og derved forhindre familieni at låne lidt mere og kunne få en bedre bolig.”Man er meget sparsommelig. Og her skal siges, atbedsteforældregenerationen har et helt andet syn på forbrugend de yngre har. De helt unge forbruger løs, indtil de stifterfamilie. De ældre sparer, hvor de kan,” siger han og giver etpar eksempler fra sin egen familie:”Da min bog ’Ære og Skam’ udkom i 1996, blev jeg kritiseretaf en del muslimer. Min far havde i moskeen hørt omdenne kritik og fortalte mig om det, da han kom hjem. Jegsagde, at de, der kritiserede min bog, skulle købe den, så dekunne læse den og forstå, hvad der var min hensigt. ’Hvadkoster bogen,’ spurgte min far. Jeg svarede, at den kostede198 kr. Han udbrød: ’Det er da alt for meget. Til den pris kande få ti kyllinger!’De ældre sammenligner priser og sparer, hvor de kan. Deter en del af kulturen. Når min mor rejser til Mellemøsten forat besøge familien, forventer de, at hun har gaver med. Derfortager hun på januarudsalg heroppe og køber fire skjorterfor 200 kr. – så er der til fire gaver,” smiler Naser Khader, slårud med hånden og nikker lidt for sig selv. ”Sådan er det bare.Når man har en stor familie, ændrer man sit indkøbsmønstertilsvarende.”
Islamisk bank – nej tak
Samtalen med Naser Khader har varet et lille kvarters tid, daemnet islamisk finansiering kommer på bane. Hvor konversationenhidtil var let og uformel, spores nu en vis skarphed ihans stemme:”Jeg er principielt modstander af islamiske banker. Det eren overdrivelse af religionen,” slår han fast og trækker vejretdybt, inden han fortsætter: ”Der findes 55 muslimske lande,og i dem er de islamiske banker langtfra fremherskende.Faktisk fungerer over 90 pct. af bankerne i disse lande eftervestlige principper. F.eks. har alle store internationale bankerforretningssted i Dubai.”Det muslimske krav om rentefrihed behøver ifølge NaserKhader ikke tages så bogstaveligt:”Det er et fortolkningsspørgsmål. Nogle siger, at når deri Koranen tales om renter, så menes det samme som det,der står om ågerrenter i Det Gamle Testamente i Bibelen. Igamle dage var det sådan, at långiverne ofte krævede ekstremthøje renter, og når låntagerne ikke kunne betale, blevde slaver hos långiverne.”I givet fald vil tekstpassagerne altså kunne udlæggessådan, at de blot vil advare de rettroende mod at komme ikløerne på en ågerkarl, der kræver for høje renter – og at dedermed ikke ubetinget forbyder at betale renter.M en tilbage til bankerne:”De islamiske banker har et system, der svarer til Profitand-Loss Sharing (PLS ). Går det godt, tjener banken mere,end hvis den tog konventionelle renter. Går det skidt, harbanken risikoen. Islamiske banker tjener mere på deres udlånend banker, der tager renter. De udnytter folks tro for at opnåøkonomisk gevinst. På politstudiet skrev jeg en opgave omdet, hvor jeg sammenlignede islamiske og vestlige banker.PLS er dyrere for låntagerne end renter. Renter er fleksible,de kan gå op eller ned, de reflekterer markedet,” argumentererNaser Khader.Han fortæller, at der tidligere har været en islamisk bank iDanmark:”The Islamic Bank lå i Jernbanegade nær Københavns Rådhusplads.Den eksisterede i godt 10 år, inden den lukkedefor omkring 15 år siden. I de seneste år er der sket meget,mange muslimer er blevet mere religiøse og vil gerne gøreting på den korrekte måde. Derfor spår jeg finansieringsselskabetAmanah, der åbnede sidste år, mere succes end TheIslamic Bank havde.”
Den nye fromhed
Den nye religiøsitet, der bl.a. giver gode vækstbetingelser forislamiske finansieringsprodukter, udspringer i høj grad af deyngre muslimer:”Man taler meget om det muslimske ungdomsoprør. Dersker på en måde det modsatte af, hvad vi kender fra 68’eroprøret. De unge opfatter deres forældre som slappe i troen,og de håner den ældre generation. Hvis du tager ud i lufthavnenfor at se, hvem der rejser på pilgrimsfærd til Mekka,er gennemsnitsalderen væsentligt lavere end for 10 år siden.Der er prestige i at kunne fortælle, at man har været påpilgrimsrejse flere gange.”O g fromheden er noget, mange gerne skilter med:”Når man beder meget, kan man få en lille plet i panden.Nu er det blevet moderne blandt mænd i Egypten at købe ensort sten og gnide den på panden for at vise, at man bederofte. Og i danske gymnasier, hvor der går mange muslimer,kommer der større krav fra eleverne om at f.eks. at etablerebederum.”N aser Khader vurderer, at det ofte er palæstinensere,somaliere, pakistanere og marokkanere, der er de mest religiøse– mens iranere, der bor i Danmark, afviser religion, ogtyrkere har en mere neutral holdning.