DE får nu et Brancheråd
Der skal etableres et Brancheråd for Ejendomsomsætning.Det blev besluttet på Dansk Ejendomsmæglerforenings ordinære delegeretmøde den 22. maj. Dermed får konceptejerne både større ansvar og indflydelse i foreningen.
Af Lise Westphal Foto: Poul Rasmussen
Strukturudvalgets rapport gav anledning til en flere timer lang debat på DE’s ordinære delegeretmøde i Randers den 22. maj. Det var især udvalgets forslag om etableringen af et »Brancheråd for Ejendomsomsætning«, der fik bølgerne til at gå højt – men også en ny forsikringsstruktur foranledigede en del trafik på talerstolen. Udviklingen blandt DE’s medlemmer har gennem de senere år vist en række klare tendenser: Forretningsstederne bliver større – andelen af butikker med kun én person er således blevet halveret siden 1995. Ejendomsmæglerkæderne vinder markedsandele. Butikker i kæderegi er i gennemsnit større end butikker ejet af SAFE-mæglere og uafhængige mæglere. Og der bliver flere ansatte og færre indehavere. På den baggrund blev det for to år siden besluttet at nedsætte et udvalg,der skulle se på DE’s medlemsmæssige struktur og ledelsesmæssige sammensætning. Dette strukturudvalg er nu – efter 22 møder – barslet med en rapport med en række forslag til ændringer. Stort set alle forslag blev vedtaget af DE’s øverste politiske organ, Delegeretforsamlingen.
Fare for sprængning
Etableringen af et nyt Brancheråd – hvortil DE overfører en del af sine kompetencer – var det absolutte kardinalpunkt blandt de forslag, der blev vedtaget. Enhver kæde, sammenslutning, virksomhed eller gruppering, der repræsenterer mindst fem procent af det totale antal medlemmer i DE, skal kunne udpege et medlem til rådet. Mæglere, som ikke er tilknyttet en ejendomsmæglerkæde, skal også være repræsenteret i rådet med et medlem. Den afgående landsformand Leif Knudsen – som har siddet i udvalget – gav forslaget følgende ord med på vejen: »Uanset hvad vi ellers mener, kommer vi ikke uden om det faktum, at en meget stor del af branchen ændrede karakter i slutningen af 1980’erne. Vi har oplevet en meget stor satsning i ejendomsmæglerbranchen fra kapitalens side - og vi må erkende, at konceptejerne har en helt legitim og forståelig interesse i branchen.« Leif Knudsen understregede nødvendigheden af et samtaleforum,hvor forskellige spørgsmål kan drøftes. »Vi når længst ved, at hele branchen taler med én stemme,« sagde han og henviste til situationen i Norge, hvor kæderne har lavet deres egen organisation: »Det ønsker vi ikke her i Danmark. Men faren for en sprængning er altså meget stor, hvis vi undlader at forholde os realistisk til den faktiske udvikling i vores branche. « Den konstruktion, som udvalget er nået frem til, betyder – understregede Leif Knudsen - at alle parter i branchen kan tale med hinanden på lige fod, samtidig med at DE fastholder sin integritet.
En glidebane
Størst modstand mødte forslaget fra Leif Olsen, medlem i DE’s 1. kreds, der adskillige gange tog turen op til talerstolen i et forsøg på at forhindre forslagets gennemførelse. »Jeg vil advare mod, at man laver et sådant brancheråd og fører en væsentlig del af DE’s kompetencer over i rådet. Det er en glidebane uden lige,« sagde han blandt andet. Men hovedparten af talerne var dog alligevel overbeviste om, at det er den rigtige vej at gå. Henrik Høegh, styrelsesmedlem og uafhængig ejendomsmægler, udtrykte det således: »Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke har kæderne med. Det har jeg da lært efter fire år i styrelsen. Og hvis vi gerne vil have kæderne med, er vi nødt til at give dem noget ansvar – og dermed er vi også nødt til at give dem noget indflydelse.« De delegerede vedtog da også med et overbevisende flertal dels at ændre DE’s vedtægter, således at der åbnes op for at overføre kompetencer til rådet. Og dels, at rådet ved sin etablering skal virke på følgende områder:
- Efteruddannelse af ejendomsmæglere og deres medarbejdere
- Branchestatistikker, branche- og markedsanalyser
- Drift af Boligsiden
- Udarbejdelse af formularer
- Afgivelse af indstilling til DE vedr. høringssvar til offentlige myndigheder
- Arbejdsretlige og lignende forhold
Herudover kan rådet efter godkendelse af DE’s delegeretforsamling iværksætte forskellige brancheprojekter.
Ny forsikringsstruktur
De delegerede vedtog også et forslag fra udvalget om at ændre DE’s forsikringsstruktur. Det betyder, at forsikringspræmien sættes op for de store forretningssteder – og at der etableres en ny forsikringskategori 4 for forretningssteder med mere end otte fuldtidsansatte personer. Der opkræves i dag forsikring ud fra en model, hvor der alene skelnes mellem tre forskellige forretningsstedskategorier – differentieret ud fra forretningsstedets størrelse. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der er tale om flere skader i de store forretningssteder (kategori 3) i forhold til de mindre forretningssteder (kategori 1 og 2). Forsikringspræmierne skabte generelt en del debat på mødet, idet enkelte delegerede talte for, at de forretningssteder, der har flest skader, skal afholde den største del af gildet.