Ejendomsmæglere skal være rådgivere
»Enhver dansker burde have sin egen ejendomsmægler, « siger Dansk Ejendomsmæglerforenings nye formand, Steen Winther-Petersen. Han vil blandt andet arbejde for en udvidelse af medlemmernes arbejdsområder.
Af Lise Westphal Foto: Poul Rasmussen
Steen Winther-Petersen blev valgt som formand for Dansk Ejendomsmæglerforening på foreningens landsmøde i Randers den 22. maj. Foran ligger en valgperiode på indtil videre to år – og den nye formand har en lang række mærkesager, som han vil kaste sig over. En af de vigtigste mærkesager er en udvidelse af ejendomsmæglernes arbejdsområder – bl.a. som rådgivere for købere og sælgere, lejere og udlejere. Han mener nemlig, at enhver dansker burde have sin egen ejendomsmægler i forbindelse med alt, hvad der vedrører fast ejendom: »Før man slår korsets tegn for sig, kan man bare se på erhvervsmæglerområdet, hvor begge parter jo ikke sjældent er repræsenteret ved egen mægler. Og i eksempelvis USA foregår der næsten aldrig transaktioner af fast ejendom, uden at der er to ejendomsmæglere på sagen.«
Tilbud – og ikke krav
En udbredelse af et sådant system vil ifølge Steen Winther- Petersen styrke ejendomsmæglernes rolle som rådgivere og cementere mæglernes position på markedet. »En mægler, som varetager en parts interesser, er jo i meget høj grad rådgiver. Og det er helt oplagt, at vi i alle henseender bør anvendes som professionelle rådgivere, da vi er den branche, der totalt set ved mest om fast ejendom. Synliggørelsen vil komme helt af sig selv – teoretisk set kan vi jo så tilbyde vores ydelser til dobbelt så mange mennesker.« Den nye formand har heller ikke svært ved at forestille sig en fremtid, hvor ejendomsmæglerne eksempelvis formidler flytningen for en køber – eller aktivt kan være sparringspartner i forbindelse med renoveringen af den købte ejendom. »Vi ser jo i øjeblikket de første eksempler på boligmæglere som iværksættere af eksempelvis andelsboligprojekter,« påpeger han. Steen Winther-Petersen understreger dog, at enhver ejendomsmægler og/eller ejendomsmæglerkæde kan anvende de mulige nye arbejdsområder, som de har lyst til: »Der bliver ikke tale om krav – men derimod nye tilbud. Og der kan jo være mange årsager til at fravælge et eller flere arbejdsområder, allerede fordi man ikke synes, at det passer ind i ens koncept. DE’s fornemste opgave skal være idémagerens, hvorefter den kommercielle udnyttelse må være op til de enkelte.«
Erfaren og veluddannet
Steen Winther-Petersen har mere end 25 års erfaring i branchen og har i en årrække drevet egen erhvervsmæglervirksomhed i København – både som uafhængig og franchisetager. Indtil for nylig var han partner i »homeERHVERV Bjarne Jensen & Winther-Petersen I/S«, en af de større erhvervsmæglervirksomheder i Danmark. Hans nye, uafhængige ejendomsmæglervirksomhed etableres til efteråret. De fleste ejendomsmæglere kender sikkert bedst Steen Winther-Petersen som formand for DE’s 1. kreds, Københavns Ejendomsmæglerforening (KE) – ikke mindst de mere end 500 mæglere, der selv er medlem af KE. Denne post har han varetaget siden 1986, lige som han har siddet en i række DE-udvalg – så han har altså allerede længe haft stor politisk indflydelse i foreningen. Steen Winther-Petersen har desuden på forskellige måder arbejdet ihærdigt på at højne standarden i ejendomsmæglerbranchen og har bl.a. lagt en stor indsats som underviser og censor på forskellige uddannelser. Selv kommer han med både en engelsk og amerikansk ejendomsmæglereksamen i bagagen – han er således en af de danske mæglere, der var med i den første bølge, som blev Chartered Surveyor, lige som han har bestået en amerikansk eksamen i international ejendomshandel.
Styrket uddannelse
Og netop uddannelse hænger for Steen Winther-Petersen tæt sammen med en udvidelse af ejendomsmæglernes arbejdsområder - og dermed en konsolidering af ejendomsmæglerne som omdrejningspunktet inden for handel med fast ejendom. »Vi skal sikre, at ejendomsmæglerne hele tiden er på markedet – både når det går godt, og i perioder hvor omsætningen måske daler. For den enkelte ejendomsmægler handler det derfor om at blive så godt uddannet som overhovedet muligt, således at han eller hun er i stand til at varetage omsætning og rådgivning over for alle parter på professionel vis. Ellers kan vi være sikre på, at andre aktører står klar til at gå ind på vores marked,« siger han. Som formand vil Winther-Petersen arbejde for, at der skabes en bred forståelse for, at de faglige dele af uddannelsen bliver fælles – uanset hvilken kæde, man er ansat i. Desuden vil han med stor interesse følge et pilotprojekt i DE’s 1. kreds, hvor en række kurser er lagt ud til gennemførelse i kredsen. »Det er et interessant projekt, som jeg gerne vil se nærmere på. Det er vigtigt at styrke kredsenes arbejde, for det er i høj grad på det lokale plan, at medlemmerne oplever foreningen. Desuden kan det virke uoverkommeligt altid at skulle rejse langt for at deltage i et kursus,« siger Steen Winther-Petersen
Den nye formands mærkesager
I sin valgtale på delegeretmødet den 22. maj bekendtgjorde den ny formand, at han bl.a. vil arbejde for følgende mærkesager:
- Udvidelse af medlemmernes arbejdsområder.
- Synliggørelse af ejendomsmægleren som rådgiveren i forbindelse med enhver ejendomstransaktion – både for sælger/køber og udlejer/lejer.
- Styrkelse af databaserne Boligsiden og Oline.
- Udvidet anvendelse af Internettet – bl.a. til tovejs kommunikation.
- Begrænsning af ejendomsmæglernes oplysningspligt ved bolighandler.
- Mere politik og mindre administration i styrelsen.
Kort og godt om Steen Winther-Petersen
-
Født i 1949
-
Bosiddende i København
-
Statsaut. ejendomsmægler og valuar
-
Chartered Suveyor
-
Mere end 25 års erfaring i branchen
-
Har drevet egen erhvervsmæglervirksomhed – både som uafhængig og franchisetager
-
Tidl. medindehaver af homeERHVERV Bjarne Jensen & Winther-Petersen I/S
-
Har undervist på bl.a. Merkonomuddannelsen, været medlem af eksamenskommissionen og fungeret som censor.
-
Formand i KE fra 1986-2003
-
Medlem af flere DE-udvalg – herunder Responsumudvalget
-
Lægdommer i København
-
Bestyrelsesmedlem i en række fonde, udvalg og foreninger – bl.a. RICS Danmark