Ingen forbrugere, ingen ejendomsmæglere…
/ formandens to minutter /
Man kan ikke – hvad enten man kan lide det eller ej – skjule ret meget,ret længe for den veluddannede forbruger.
»Hvad synes De om sex?« Det spørgsmål fik Groucho Marx engang stillet – og han svarede meget klogt: »Jeg tror, det er kommet for at blive!« Nøjagtig det samme kan man sige om kæder, alliancer, samarbejder, sammenslutninger, og hvad man nu ellers kan finde på at kalde dem. De er nemlig også kommet for at blive. Overalt i verden – og Danmark er ingen undtagelse – indgås aftaler blandt markedsdeltagere med det klare formål at blive stærkere, dygtigere og mere effektive end konkurrenterne. Samarbejder eller overtagelser på tværs af traditionelle faggrænser finder sted med samme sigte. »Globalisering« er derfor ikke længere et slagord, der er forbeholdt »Globale Rødder« – det er blevet en del af den danske ejendomsmæglers hverdag. Globaliseringen må imidlertid aldrig føre til ugennemsigtighed i forhold til forbrugeren. Ingen forbrugere, ingen ejendomsmæglere kunne man fristes til at sige. Det var jo også årsagen til, at ejendomsmæglere først opstod som branche i den gamle østblok efter murens fald i 1989, for indtil da var der hverken købere eller sælgere af fast ejendom i disse lande. Kravet om gennemsigtighed kendetegner også den moderne forbruger. På det netop afholdte landsmøde i Randers talte den hollandske repræsentant for ICREA – konsortiet af 24 ejendomsmæglerorganisationer fra hele verden – om, hvor vigtigt det er at holde sig det forhold for øje. Man kan ikke – hvad enten man kan lide det eller ej – skjule ret meget, ret længe for den veluddannede forbruger. Det bør vi have in mente i vort daglige arbejde.
Steen Winther-Petersen
Formand