Golfturnering DE Cup 2003
Af matchleder Jens Frendrup I forbindelse med DE’s Landsmøde 2003 blev der med 7. kreds som vært afholdt en golfturnering. Det var anden gang, at der i forbindelse med landsmødet blev afholdt golfturnering – og det er blevet en stor succes, som er kommet for at blive. Det var dejligt vejr, da de 48 deltagere begav sig ud på den ualmindelige skønne bane i Randers for at dyste i tre rækker om de af DE udsatte pokaler. Der var endvidere et overdådigt præmiebord, som var blevet sponsoreret af branchens mange leverandører og samarbejdspartnere. Hele arrangementet forløb til alles store tilfredshed. Banen var meget svær, og det gav sig også udslag i de opnåede resultater. Vinder af turneringen DE Cup 2003 blev Marta Sørensen, Vejen, med 34 stableford point. Vinder i B-rækken blev Helle Nielsen, Risskov, mens Chr. Gordon Jensen, Helsinge, indtog førstepladsen i C-rækken.