Hvad kommer brancherådet til at betyde?
Vi stillede en række tilfældigt udvalgte landsmødedeltagere det samme spørgsmål: »Hvilken betydning mener du, etableringen af et nyt brancheråd vil have for balancen mellem kædernes og de uafhængiges indflydelse?« Her er seks af de svar, vi fik
Af Sandy Thornland · Fotos: Poul Rasmussen
Erik Rask, indehaver, Realmæglerne Fjerritslev: »Det er vejen fremad. Jeg forventer et bedre samarbejde omkring Boligsiden samt en styrkelse af efteruddannelsen.«
Niels Weinreich, indehaver, SAFE i Holbæk og Asnæs: »Jeg er betænkelig ved den nye struktur – men håber, at min betænkelighed bliver gjort til skamme. Kæderne får for stor magt."«
Britta Stajner, indehaver, SAFE i Dragør og Tårnby: »Jeg frygter, at det kan skabe forvirring hos menigmand om, hvem der har kompetence – for DE afgiver jo kompetence til brancherådet. Jeg så helst, at DE’s landsformand var født formand for rådet.«
Benny Andersen, ansat hos EDC Ikast: »Jeg tror, at brancherådet giver kæderne større indflydelse. Hvis man ikke giver dem denne indflydelse, tager de den selv. Det er naturligt, at kæderne får indflydelse – de repræsenterer et stort udsnit af Danmarks ejendomsmæglere.«
Aksel Vestergaard, kompagnon i EDC Erhverv Århus: »Brancherådet skal tage stilling til overordnede, konkrete ting. Jeg ser rådet som et forum, hvor man kan debattere emner, der giver gnidninger i branchen. Vi bliver nødt til at vente og se, hvad det kommer til at indeholde. Indtil videre ser vi positivt på det.«
Vagn Bjørn, ansat i Nybolig Århus: »Brancherådet giver mulighed for i lang tid fremover at have en samlet ejendomsmæglerbranche. Rådet er en konsekvens af den måde, branchen har indrettet sig på.«