Mindeord

Kristian Iversen er ikke blandt os mere. Efter et par år med svigtende helbred, sov Kristian stille ind i sit hjem i Kolding den 21. april, 80 år gammel. Familien, venner og ejendomsmæglerstanden har derved mistet et kært familiemedlem, en kammerat og god kollega. Vi, som havde fornøjelsen at kende Kristian, vil mindes ham som et ærligt menneske med et lyst sind, altid i godt humør og med en lune, som er de færreste forundt. Hvem husker ikke endnu nogle af hans mange historier eller hans fortællinger om, da han under krigen måtte flygte til Sverige. Kristian var meget afholdt og udadvendt, og i de senere år holdt han mange foredrag om sit virke og oplevelser igennem et langt og spændende liv. I næsten 40 år har Kristian været medlem af Logen i Kolding, hvor han også nød stor respekt og anerkendelse. Kristian Iversen drev – med stor dygtighed – i en menneskealder Ingfeldts Ejendomskontor i Kolding. I 1978 blev han valgt som kredsformand i D.E.H.’s 4. kreds. Nogle år efter blev han foreningens viceformand og senere landsformand. Han udførte et stort og respektfuldt stykke arbejde i foreningen – bl.a. var han i flere år medlem af det offentlige klagenævn, lige som han havde flere tillidserhverv i kreditforeningerne og bankerne. I 1986 havde jeg selv den glæde at være med til at udnævne ham til Æresmedlem i Ejendomshandlerforeningen. For familien og os, der stod ham nær, vil savnet af ham være stort. Æret være Kristians minde.