Boligforsikring skuffer


Boligforsikring skuffer

Huskøbere har alt for store forventninger til den ejerskifteforsikring, som de tegner, når de køber et nyt hus. Derfor har brancheforeningen Forsikring & Pension indledt forhandlinger med Forbrugerrådet og Justitsministeriet om, hvordan forbrugernes forventninger og produktet kan komme til at passe bedre sammen. »Problemet med kundernes forventninger har eksisteret, siden ejerskifteforsikringerne kom midt i 1990’erne. Folk tror, at de får et nyt hus, selv om de har købt et gammelt,« siger vicedirektør Claus Tønnesen fra Forsikring & Pension til Ritzau. Ifølge branchen er det et problem,at forsikringsselskaberne ikke selv er i kontakt med kunden, inden forsikringen tegnes. Det er sælgeren, der indhenter det tilbud, som køberen skal tage stilling til. Forsikringsoplysningen har udgivet en pjece med gode råd om, hvad ejerskifteforsikringer typisk dækker. Men mange købere læser den ikke, fordi de er optaget af en masse andre ting vedrørende deres huskøb.