Tillid er godt, men kontrol er bedre!
"Medlemsundersøgelserne er af stor betydning for, at DE kan fremstå som en troværdig kilde."
Med en omskrivning af overskriften til, at tro er godt, men facts er bedre, vil jeg gerne takke de af vores medlemmer, der gennem de sidste måneder har deltaget i DE’s undersøgelser. Den ene af dem omtales i dette blad, og andre bruges løbende i vores pressearbejde eller i vores forsøg på påvirkning af politikere. Med andre ord er medlemsundersøgelserne af stor betydning for, at DE kan fremstå som en troværdig kilde, når der skal fortælles noget om ejendomshandlens aktuelle tilstand, hvor kun facts tæller i forhold til vores omverden. I alt for lang tid har vi overladt banen til udenforstående, og selvom kædernes informationsafdelinger gør et flot stykke arbejde i den sammenhæng, har en DE-undersøgelse større vægt. Dels fordi den omfatter flere – forskellige – mæglere, og dels fordi at DE ikke af omverdenen kan anses for at skulle sælge specifikke ydelser, men derimod tegne hele omsætningen. En omsætning, der jo heldigvis stadig varetages af DE-medlemmer – måske oven i købet i højere grad nu end tidligere, fordi sælgere har indset, at et stykke salgsarbejde er værd at betale for i en tid, hvor intet kommer af intet. J eg håber på en fortsat stigende opbakning fra medlemmerne til disse undersøgelser. Vi har flere i støbeskeen til eftersommeren, hvor klimaet – ikke overraskende – kommer mere i fokus. Med disse ord ønsker jeg alle medlemmer et godt klima i sommerperioden, både forretningsmæssigt og bogstaveligt.
Steen Winther-Petersen
Formand