Politikere forholder sig afventende
Fra både regeringspartierne og oppositionen lyder det, at de er klar til at tage nye værktøjer i brug, hvis det viser sig, at der er behov for yderligere stimulans af dansk økonomi. Men de vil ikke blande sig i, hvordan banker og realkreditinstitutter vælger at føre deres udlånspolitik.
Af Kaspar W. Olesen og Lise Westphal
Der hersker blandt forligspartierne ingen tvivl om, at Bankpakke II også skal anvendes til udlån til forbrugere, der vil købe fast ejendom – således at der ikke alene kommer gang i forbruget, men også i det fastfrosne boligmarked. Både ordførerne fra regeringspartierne – Venstre og De Konservative – samt ordførere fra oppositionen henviser bl.a. til det faktum, at realkreditinstitutterne fik stillet 25 mia. kr. som lånefacilitet som en del af pakken. ”Det er helt klart, at bankpakken blev til for at holde gang i det, som ellers ville gå i stå. Der er selvfølgelig tale om sunde forretninger og ikke et spørgsmål om at bringe den enkelte bank i yderligere problemstillinger – men boligmarkedet var klart tænkt ind,” siger den konservative boligordfører, Knud Kristensen. J ørgen Poulsen, boligpolitisk ordfører for De Radikale, formulerer det således: ”Målet med pakken er at styrke banker og realkreditinstitutter, så de får lettere ved at skaffe sig likviditet, som de kan låne ud til forbrugere. Så ja, vi håber, at pakken bliver til glæde for almindelige forbrugere og boligejere. Og vi vil meget nøje overvåge, om aftalen virker efter hensigten.”
Et tilbud til bankerne
Ifølge DE’s undersøgelse blandt sine medlemmer har kreditpakken endnu ikke skabt positive forandringer, hvad angår kreditvillighed over for boligkøbere. Tværtimod melder ejendomsmæglerne om, at en stor del af de potentielle bolighandler går i vasken alene på grund af bankers og realkreditinstitutters manglende vilje til at låne penge ud. ”Ejendomsmægleren” har derfor spurgt fire Christiansborgpolitikere, hvorfor pakken ikke har haft en større virkning på boligmarkedet, og hvad der skal til, for at gøre det bedre: ”Efter min vurdering er der tale om en generel tilpasning af et overophedet boligmarked, der falder sammen med den internationale krise. Jeg tror sådan set, at bankpakken har haft en gavnlig effekt ved at holde hånden under boligmarkedet – dog kan man ikke forvente, at vi fra politisk hold kunstigt holder markedet oppe på et i forvejen højt niveau,” siger Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, og fortsætter: ”Der er også andre faktorer, der tæller med i forhold til købelysten på boligmarkedet ud over lånemuligheder. Ikke mindst renten, som i den grad påvirkes af krisen – samt naturligvis danskernes økonomiske råderum, der påvirkes positivt af bl.a. skattelettelser, SP-udbetalinger mv.” J acob Jensen understreger dog, at regeringen er parat til at tage andre værktøjer i brug, hvis det senere viser sig, at der er behov for en yderligere stimulans af dansk økonomi end de tiltag, som allerede er iværksat. Den konservative ordfører understreger behovet for, at banker, som har behov for lån af bankpakken, låner det, som er nødvendigt, for at skabe aktivitet også inden for boligmarkedet: ”Men jeg vil understrege, det er et tilbud til bankerne. Det er ikke et pålæg – og det er jo bankerne, som skal vurdere deres kunder og ikke politikerne,” siger han. K nud Kristensen oplyser desuden, at han er i kontakt med forskellige banker og sparekasser og samler relevante oplysninger, som kan bruges til at vurdere, hvorfor der ikke er mere fremdrift på boligmarkedet. ”Vi skal jo heller ikke glemme, at banker og sparekasser er blevet groft kritiseret, specielt af oppositionen, for ikke at have styr på deres udlån og for at udbetale for høje lønninger. Man kan vel godt forstå, hvis det får nogle til at være lidt tilbageholdne af fare for at blive yderligere udstillet af oppositionen,” siger han.
R ønsker økonomisk vækstpakke
Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, skyder i nogen grad bolden tilbage til både bankerne, regeringen – og ejendomsmæglerne: ”Årsagen til den manglende virkning på boligsektoren er, at den løbskkørsel bankerne var ude i, var uden reel dækning i produktionen. Desværre blev bankerne bekræftet i deres usunde fremfærd af en regering, der ikke kunne eller ville erkende de risici, der lå i denne adfærd i den finansielle sektor. Når sandheden skal frem, så bidrog ejendomsmæglerbranchen også til at drive prisniveauet på boligmarkedet op på et urealistisk niveau, som ikke havde og har dækning i realøkonomien.” Efter Socialdemokraternes opfattelse blev aftalerne om bankpakkerne dog ikke optimale: ”Vi er af den klare overbevisning, at der burde være afsat muligheder for tilvejebringelse af risikovillig kapital. Men det blev afvist af regeringen, der mente at bankerne kunne og ville løse den opgave, hvis Bankpakke II blev gennemført, som den foreligger,” siger han. O rla Hav understreger også, partiet forventer en vurdering af pakkens virkning fra økonomi- og erhvervsministeren: ”Når vi kender bankernes tilbagemelding på deres brug af Bankpakke II, vil vi anmode om ministerens vurdering af den gennemslagskraft, som denne brug er udtryk for. Herefter vil vi drøfte initiativer, der kan være med til igen at sætte gang i det danske samfund, hvor ikke mindst beskæftigelsen giver anledning til bekymring”. H vis det stod til De Radikale, skulle der allerede nu sættes gang i yderligere initiativer fra statens side: ”Vi mener, at regeringen skal sætte gang i økonomien med en vækstpakke, som styrker beskæftigelsen og genopretter tilliden til den danske økonomi. Det vil øge købelysten hos forbrugere og modvirke, at boligmarkedet fryser helt til af negative forventninger,” fastslår Jørgen Poulsen.