Flere ledige kontorer og butikker
I løbet af fjerde kvartal af 2011 er der kommet flere ledige kontorer, flere ledige butikslokaler og flere ledige lagerlokaler. Det viser en ny opgørelse fra Oline-ED Statistikken.
Hvis du er på udkig efter et kontor, en butik eller et lager, har du gode muligheder for at finde et passende erhvervslokale. En ny statistik fra Dansk Ejendomsmæglerforening viser nemlig, at der i løbet af fjerde kvartal 2011 er kommet flere ledige kontorer, butikslokaler og lagerlokaler.
”De nyeste tal fra Oline-ED Statistikken viser et marked for erhvervslokaler, som fortsat er presset. Tallene for ledigheden på arbejdsmarkedet har dog overrasket positivt på det seneste, hvilket kan give en mere stabil efterspørgsel på erhvervslokaler fremover,” siger økonom Mads Lindegaard, Dansk Ejendomsmæglerforening.
Flere ledige lager og produktionslokaler
Antallet af ledige erhvervslokaler steg med 1,1 procentpoint for kontorer, hvilket på landsplan bragte ledigheden op på ni procent ved årsskiftet. Det svarer til 2,07 mio. m2 ledige kontorlokaler.
Ledigheden på de øvrige erhvervslokaler er ligeledes steget. Således er der på landsplan det seneste kvartal sket en marginal stigning på 0,2 procentpoint for lager- og produktionslokalerne. 4,3 mio. m2 lager- og produktionslokaler står nu ledige landet over.
For detailhandelslokaler er ledigheden steget med 0,1 procentpoint på landsplan i fjerde kvartal af 2011. Ledigheden var dermed på 5,6 pct. ved årsskiftet. Der er i alt 685.500 m2 ledige detailhandelslokaler på landsplan.
Dansk Ejendomsmæglerforening udgiver Oline-ED Statistikken i samarbejde med Oline og Ejendomsforeningen Danmark. Statistikken findes på www.de.dk og www.oline.dk.
________________________________________
For yderligere oplysninger:
Økonom Mads Lindegaard i Dansk Ejendomsmæglerforening – tlf. 32 64 45 87
Oline-ED Statistikken, januar 2012