10. februar 2021

Det skal være nemmere at låne til boliger i landdistrikterne

Udkantsdanmark. Landdistrikterne. Yderområderne. Vandkantsdanmark. Uanset hvad man vælger at kalde det, er det en stor udfordring, når dem, der gerne vil flytte dertil, ikke kan. For det er svært at låne til boliger i landdistrikterne, og det kan bidrage til en dårlig udvikling i lokalsamfundene.

Nicolas Weldingh 3Sa9bezqero Unsplash
Det kan være svært at låne penge til en bolig i landdistrikterne.

I en undersøgelse lavet af Realmæglerne svarer 25 procent af mæglerne, at det er blevet sværere for boligkøberne at låne, mens hele 55 procent svarer, at situationen inden for det seneste år er uændret. Dermed er der meget, der tyder på, at långivere er for påpasselige med at låne ud til fast ejendom i landdistrikterne.

Det er et stort problem. For hvis man ikke kan låne til et hus i et område, der i forvejen ofte vil være trængt, er der ikke nogen, der flytter til landsbyerne. Så falder boligpriserne, og det bliver endnu sværere at få et lån. Det bliver en ond cirkel.

Lige for tiden går det godt på boligmarkedet. Boligerne går som varmt brød, og 2020 blev det år, hvor der blev solgt flest boliger i de seneste 10 år. Faktisk er salget i 2020 22 procent højere end salget i 2019, der havde den hidtidige rekord med cirka 88.000 handler (ifølge tal fra Boligsiden).

For selvom realkreditinstitutterne siger, at de låner ud i hele Danmark, så er oplevelsen en anden. Årsagen skyldes formentlig, at prisudviklingerne i områderne er beskedne.

Det kan også hænge sammen med befolkningsudviklingen i yderområderne. På mange mindre øer er befolkningen aldrende, hvilket får boligpriserne til at falde. Omvendt har områder som Aarhus og København klart den yngste befolkning, hvilket får boligpriserne til at stige.

Men når folk, der gerne vil flytte til landdistrikterne, ikke kan låne penge til det, risikerer udkanten at blive endnu mere udkant fremover.

Når folk, der gerne vil flytte til landdistrikterne, ikke kan låne penge til det, risikerer udkanten at blive endnu mere udkant fremover.

Ole Hækkerup
Direktør, Dansk Ejendomsmæglerforening

For i stedet for at husene sælges til familier, er der mange huse, der bliver lejet ud. Andelen af parcelhuse, der bebos af lejere, er steget med 41 procent siden 2010. Ifølge Nybolig er det en markant udvikling, der primært er foregået uden for hovedstaden.

Efter finanskrisen blev reglerne for at finansiere en bolig strammet, og det har helt sikkert betydet, at flere ikke har været i stand til selv at købe det parcelhus, de gerne ville bo i. Men alligevel er stigningen markant. De 41 procent svarer til, at alle de nye parcelhuse, der er bygget siden 2010, er blevet lejet ud.

Det er værd at tænke over, for det giver en række ulemper for både lejerne og lokalsamfundet. For eksempel har lejere naturligt en svagere tilknytning til lokalområdet, end ejere ville have. Derudover har udlejede huse ofte en dårligere vedligeholdelsesstand og større boligudgifter. Vi kender alle til Låsby Svendsen. Han er her godt nok ikke længere, men der er stadig mange udlejere, der ser det som en god forretning. Dermed ikke sagt, at det gælder for alle udlejere.

Men det er netop de købere, der aktivt ønsker at flytte til en by i landdistrikterne, der kan være med til at bidrage til lokalsamfundet og vende udviklingen i byen. Det er dermed ikke kun forkert for de købere, der gerne vil bo der. Det er også forkert i forhold til de boligejere, der allerede bor der.

Politisk er der stort fokus på udviklingen i landdistrikterne. Der er et ønske om en positiv udvikling, og at der skal tages initiativ og skabes engagement. Derfor bør der politisk tages flere initiativer for at gøre det nemmere at låne.

Dansk Ejendomsmæglerforening foreslår fire mulige modeller, der kan sikre finansiering. Den første er statsgaranterede realkreditobligationer, lige som vi ser det for almennyttige boliger. Her samles realkredittens betaling for garantien i en statslig tabspulje.

Derudover er der statsobligationer, hvilket var den oprindelige model for almennyttige boliger. Her opkræver staten realkreditrente hos boligejeren, men betaler kun selv statsobligationsrenten. Rentedifferencen samles i en tabspulje.

Det tredje forslag er delt risiko og bidragssats. Her tager staten risikoen på den yderste del af realkreditlånet og får bidraget herfra. Vores fjerde og sidste løsningsforslag er særlige landdistriktsobligationer med en højere bidragssats, der kan finansiere tab, og derudover krav om afdrag på lånet.

Det er altså et emne, der er vigtigt for mange, og ikke mindst for de forbrugere, der ikke kan låne penge til deres drømmehus. Det kalder på handling nu – og vi er spændte på at se, hvad politikerne beslutter.