01. juni 2025

Fald i tomme butikslokaler

Udbuddet af butikslokaler steg støt gennem tre år, men det seneste kvartal er der blevet længere mellem tomme butikker over det meste af landet. Det fremgår af nye tal fra Ejendomstorvet.dk. En erhvervsmægler tør endnu ikke fastslå, om der er sket en egentlig vending, men meget tyder på, at flere tør etablere sig med egen butik eller café.

Ved indgangen til 2025 var udbuddet af ledige kvadratmeter til butikker, spisesteder, kaffebarer og takeaway det højeste nogensinde – efter en næsten uafbrudt stigning gennem 13 kvartaler. Men nu er udbuddet af ledige butikslokaler faldet, viser det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over erhvervslokaler, udgivet af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk i samarbejde med Dansk Ejendomsmæglerforening.

”Udbuddet af butikslokaler på vores portal er lavere end i de foregående to kvartaler. Målt i forhold til det samlede butiksareal er udbuddet 3,1 procent mod 3,3 procent i 1. kvartal. I areal udgør udbuddet 608.800 kvm eller knap 33.000 mindre end for tre måneder siden. Det svarer til, at der er kommet nyt liv på arealer, der svarer til 11 Føtex’er, Kvickly’er eller Meny’er. Og der er færre ledige butiksarealer i 10 ud af 11 landsdele – kun Vestjylland bryder mønstret med en lille stigning,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen drives på foreningsbasis af landets ejendomsmæglere og uden krav om overskud ligesom boligportalen Boligsiden.dk. I øjeblikket er knap 11.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf præcis 1.949 lokaler til enten butik, spisested eller takeaway.

”Det faldende udbud er sket efter en længere periode med stigninger. Ændringen kan hænge sammen med, at vi gennem halvandet år har set et større rentefald, samtidig med at beskæftigelsen fortsætter med at stige. Trods en lav forbrugertillid har der været fremgang i detailomsætningen, og det har formentlig bidraget til, at flere har fået mod på at starte egen butik,” siger Ole Hækkerup, administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

En landsdækkende erhvervsmæglerkæde kan registrere øget aktivitet mange steder i kongeriget.

”Det er for tidligt at vurdere, om der er sket en egentlig vending. Men vi oplever øget efterspørgsel, særligt i de større byer. Det er lejers marked, og nogle udlejere er blevet mere fleksible, fx med kortere uopsigelighedsperiode (bindingsperiode, red.) for lejerne og med tilskud til indflytning. Vi kan især registrere øget efterspørgsel på mindre lejemål. Især i hovedstaden, hvor vi bl.a. ser nye koncepter som cafeer med legeområder og en blanding af café og tøjsalg,” siger Lukas Andrup Larsen, analytiker hos Nordicals med 24 afdelinger over hele landet.

Han tilføjer, at mæglerkæden i de mellemstore og lidt mindre byer ser en tendens til, at flere kæder – frem for bymidterne – foretrækker at etablere sig i de såkaldte storbutikområder i udkanten af byerne, bl.a. med lettere parkering og tilkørsel.  

Hele landet har 19,4 mio. kvadratmeter butiksareal (uden indkøbscentre), og det aktuelle udbud svarer til 3,1 procent af det samlede areal – før krigsudbruddet i Ukraine for lidt over tre år siden var det tilsvarende tal blot 2,6 procent, og udbuddet toppede ved indgangen til 2025 med 3,3 procent.  

Om undersøgelsen

Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/logistik-/produktionslokaler – opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter).

Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk.

Se hele undersøgelsen her

Udbudsstatistikken 2. kvartal 2025

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte cheføkonom i DE Troels Theill Eriksen, hvis du har spørgsmål til udbudsstatistikken. 

Troels Theill Eriksen

Troels Theill Eriksen

Cheføkonom

  • tte@de.dk
  • 32 64 45 33
  • Gammel Kongevej 60, 1850 Frederiksberg C