15. november 2020

Højeste huspriser i 17 år

Det er blevet dyrere og dyrere at købe hus i Danmark, og der er samtidig færre og færre huse at vælge mellem. Faktisk er huspriserne de højeste i 17 år. Det viser en ny opgørelse fra Finans Danmark.

Når danskere i dag går på boligjagt, så bliver de mødt af de højeste huspriser i 17 år. Det viser en ny opgørelse fra Finans Danmark. Siden 2004 har de opgjort udbudspriserne på boliger, og i al den tid har priserne aldrig været så høje, som de er nu. Lige nu er huse i gennemsnit til salg for en pris, der er 4,3 procent højere end sidste år. Det svarer til 17.438 kr. pr. kvm. Samtidig er der 21 procent færre huse til salg, og den gennemsnitlige liggetid er 12 procent kortere end den var for et år siden.

Alt i alt er det tegn på et marked med en høj efterspørgsel på huse, hvilket er med til at presse priserne opad og forkorte udbudstiderne. Det sker på trods af, at vi står i en verdensomspændende pandemi, der betyder, at hele landet står i en usikker økonomisk situation.

Men selvom priserne er høje, så er intet afgjort, før underskriften er sat. Ifølge opgørelsen fra Finans Danmark er hvert tredje hus, der i dag er til salg, sat ned i pris. I gennemsnit er der nedslag i prisen på et hus på 160.500 kr.

Det er altså meget normalt, at sælger vælger at nedjustere prisen, mens huset er til salg. Ifølge Finans Danmark ser de en stærk sammenhæng mellem, hvor længe huse har stået til salg, og hvor meget udbudsprisen er sat ned i forhold til den oprindelige udbudspris.

Opgørelsen viser også, at huse, der har stået til salg i omkring 100 dage, koster ca. fem procent mindre, end hvad de først blev sat til salg for. Huse, der har været på markedet i godt et år, koster knap 10 procent mindre end første udbudspris.

Derfor er det altid en god idé for både køber og sælger at undersøge markedet, så man har en idé om, hvor prisen på et hus bør ligge. På den måde kan man forberede sig på at gøre en god handel.

Højeste huspriser i 17 år

Ifølge en opgørelse fra Finans Danmark er huspriserne i Danmark på det højeste niveau, siden de begyndte at lave statistik på området i 2004.

Læs mere