24. august 2022

Hvorfor varmechecken gik galt

Varmechecken skulle have været en hjælpende hånd til de mange danskere, der bliver ramt af stigende energipriser. Men fejl i BBR-registret betyder, at varmechecken er blevet udbetalt til mange, der egentlig ikke har behov for den. Men det er ikke en overraskelse for landets ejendomsmæglere, at BBR-registret er fyldt med fejl.

I disse dage flyder medierne over med historier om varmechecken. Nogle har ikke fået, selvom de skulle have. Andre har fået checken, men er slet ikke berettiget til den.

Men skal der betales tilbage, hvis man uretmæssigt har fået en check? Og hvornår kan man søge, hvis man er berettiget, men ikke har modtaget noget? Det lyder som et bureaukratisk monster. Både med udbetalingen i første omgang, og med at rette op på alle fejlene.

Hvordan er det kommet så vidt? Flere forklaringer lyder på, at oplysningerne i BBR ikke altid er korrekte. Det kunne de fleste mæglere nok have fortalt på forhånd. For ofte, når et hus kommer til salg, opdager mægleren, at det, der står i BBR-registret, slet ikke passer med virkeligheden.

Egentlig kunne det være gjort meget nemmere. For der er ikke så mange forsyningsselskaber. Christiansborg kunne blot have sat priserne ned i kortere eller længere tid via mindre afgift hos selskaberne. Det havde virket allerede i foråret. Det havde været uhyre nemt, og alle var sluppet for administrationen. Og dermed sluppet for alle de problemer, vi ser nu.

Så hvorfor skete det ikke? Et godt gæt – og jeg understreger gæt – er, at så havde det ikke været muligt at føre fordelingspolitik. Varmecheck er nemlig begrænset til visse indkomster. Og udbetalte man via selskaberne, ville det jo komme alle til gode.

Fair nok kunne man tænke, for alle bliver jo ramt af stigende priser. Min fornemmelse er altså, at vi står med noget, der er blevet uhyre bureaukratisk, fordi flertallet ikke bare ville kompensere for stigende udgifter. Men benytte chancen til at føre fordelingspolitik.

Det kunne flertallet på Christiansborg have gjort med åben pande. Det var bare ikke det, de valgte at gøre. Og derfor står vi med alle problemerne nu.