23. februar 2026

Ja tak til flere ejerboliger

Der skal bygges flere ejerboliger, lyder det fra Venstre. Ja, der skal, bakker vi op i Dansk Ejendomsmæglerforening.

I sidste uge tog flere partier hul på boligdebatten ved at foreslå en øget beskatning ved boligsalg. Det løser dog næppe de problemer, der er i dag, hvor mange danskere drømmer om at bo i en ejerbolig, men manglen på boliger gør det svært at få den drøm opfyldt.

Nu går debatten en anden vej. Der åbnes nu op for, at der skal bygges flere ejerboliger. Og det er der behov for.

For der er en stor mangel på ejerboliger rundt om i Danmark. Siden 2015 er der kommet 184.498 flere lejeboliger i Danmark, mens der blot er kommet 37.174 nye ejerboliger.

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning, at der skal bygges flere ejerboliger.

En nylig ændring i planloven har gjort det muligt for kommunerne at kræve, at op mod 25% af nybyggede boliger skal være ejerboliger. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor ikke give kommunerne øget muligheder for at bestemme udvikling i deres egen kommune.

Hvorfor ikke gøre det muligt at gøre op mod 100% af al nybyg til ejerboliger? Danskerne drømmer om det, så lad os dog imødekomme de drømme. Det er ikke fordi, alt byggeri i en kommune skal være ejerboliger, men hvis der er behov for at bygge en masse ejerboliger, skal det også være muligt.

 

De økonomiske incitamenter er forkerte 

Også økonomisk er der et par ting, der favoriserer byggeri af lejeboliger.

Den først er moms. For i dag er det sådan, at hvis man bygger nybyggede lejeboliger, så er de momsfritaget. Men en nybygget ejerbolig, derimod, er momspligtig.

Det gør det økonomisk svært at bygge ejerboliger. Derfor kræver det en ændring, så momsreglerne for nybyggede lejeboliger og nybyggede ejerboliger er ens.

En anden ting er Finanstilsynets krav til egenkapital. Der skal nemlig reserveres en betydelig højere egenkapital, når der opføres ejerboliger sammenlignet med, når der opføres lejeboliger. Også her er der brug for ændringer, så reglerne bliver ens.

 

Konvertering

Hvis der hurtigt skal skabes flere ejerboliger, så er det svært at opnået det ved blot at bygge flere.

Der er derfor også en anden måde, man kan tage i brug.

Ved at konvertere tomme erhvervslokaler, loftsrum eller lejeboliger, til ejerboliger, kan man komme et stykke af vejen. Det er også vigtigt at gør det nemt og smidigt.