06. oktober 2026

Nyt folketingsår – nye muligheder for boligejerne

Et nyt folketingsår er skudt i gang, og flere af de boligpolitiske emner, som blev fremhævet i regeringens grundlag, står nu over for at skulle omsættes til konkret politik.

I dag åbner Folketinget efter sommerferien. Det betyder vanen tro, at ærmerne smøres op, og politikerne nu for alvor går i gang med politik. Det gælder selvfølgelig også boligpolitikken.

I Dansk Ejendomsmæglerforening ser vi især frem til arbejdet med flere ejerboliger og bedre muligheder for boligejere, når det kommer til blandt andet asbesttage. 

Der er flere gode initiativer på vej, men også områder, hvor der fortsat er behov for at finde løsninger. 

Flere ejerboliger på vej

Et af de initiativer, vi har fulgt særligt tæt, er muligheden for, at kommunerne kan stille krav om, at op til 25 procent af boligerne i nye boligområder skal være ejerboliger.

Forslaget var en del af den tidligere regerings boligplan, men nåede ikke at blive vedtaget inden folketingsvalget. Nu er det igen på dagsordenen, og vi ser frem til, at Folketinget får mulighed for at vedtage ændringen. 

Muligheden for at stille krav om ejerboliger kan være med til at skabe en bedre blanding af boligformer i nye boligområder og give flere danskere mulighed for at blive boligejere.

”Vi har brug for flere ejerboliger, hvis flere danskere skal have mulighed for at blive boligejere. Derfor er det positivt, at der nu bliver åbnet for nye muligheder for at skabe en bedre balance mellem ejer- og lejeboliger,” siger Thomas Le Dous, chef for Public Affairs i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Asbest skal være lettere at håndtere

Et andet område, hvor vi håber at se konkrete ændringer i det nye folketingsår, er reglerne for asbest.

Siden 1. januar 2025 har det været et krav, at nedrivning af asbestholdige materialer som udgangspunkt skal udføres af autoriserede virksomheder.

Det har blandt andet gjort det dyrere for boligejere at få udskiftet gamle asbesttage. Ligesom der har været smidt asbestaffald rundt om i naturen.

Derfor er det positivt, at regeringen har ambitioner om at gøre det lettere for private boligejere selv at udskifte deres asbesttag, når det kan ske sundhedsmæssigt forsvarligt - og gøre det muligt for private at komme af med asbestaffald.

En mulighed kan være, at boligejeren gennemfører et kursus, før vedkommende selv udfører arbejdet. Det vil samtidig være relevant at se på, om eksempelvis familiemedlemmer kan tage kurset og hjælpe ældre eller andre boligejere, som ikke selv har mulighed for at udføre arbejdet.

Regeringen har desuden lagt op til at fjerne deponiafgiften på asbest for private. Det kan være med til at gøre det billigere at komme af med asbesten korrekt og dermed gøre det mere attraktivt at få de gamle tage skiftet.

Vi bidrager gerne med viden, erfaringer og konkrete forslag, når der skal findes løsninger på boligområdet.

Vi ser frem til et nyt folketingsår med boligområdet på dagsordenen.