01. november 2021

Positiv udvikling i landdistrikterne

Der er en værdi i at have velfungerende lokalsamfund i landdistrikterne. Det er mange enige om. Men det kræver, at der ikke står tomme boliger med et til salg-skilt placeret ved flisegangen. Det har corona haft en positiv indvirken på.

Coronakrisen har været lang og hård på mange områder. I nogle brancher har der været konkurser, hjemsendelser af medarbejdere og generelt trange tider. Det har for eksempel ikke været sjovt for restaurations- og turismebranchen.

Men coronakrisen har også ført nogle gode ting med sig. Blandt andet i vores privatliv, arbejdsliv og i samfundet. I småtingsafdelingen kan vi også nævne, at vores generelle niveau for håndhygiejne sandsynligvis er blevet forbedret, og der er kommet en bredere forståelse for, at hjemmearbejde rent faktisk kan være effektivt.

Også på boligmarkedet har vi set, at corona har haft en effekt. Der er blevet solgt mange boliger, og det er dejligt for alle de familier og boligejere, der har fundet et nyt hjem. Det skyldes måske nogle behov, der er blevet fremskyndet under lockdown og hjemsendelser, eller måske har krisen fået nogen til at indse, hvad der i virkeligheden betyder mest for lige præcis dem.

Derfor har vi også set, at der er blevet solgt en masse huse i lokalområderne, som måske tidligere har været svære at få solgt.

Det er bestemt en positiv konsekvens af krisen. Lokalsamfundene er noget værd især i kraft af de mennesker, der bor der og investerer deres tid i samfundene.

Det gælder forældre, der bruger deres fritid på at træne U9-holdet i den lokale fodboldklub eller på at lave aktiviteter i den lokale spejdergruppe. Dem, der handler i den lokale brugs på vej hjem fra arbejde, eller som sørger for at få frisuren vedligeholdt hos frisøren nede på hjørnet, så biksen ikke er nødt til at dreje nøglen om.

Det er den lokale aktivitet, der er med til at sikre arbejdspladser i områderne. Alle de ting har betydning for, om det er attraktivt for folk – og familier – at bosætte sig i et givent område.

Med andre ord skal der aktivitet til for at holde hjulene i gang. Det gælder over det hele, men det gælder i særdeleshed i lokalsamfundene. Og det er der blevet bedre mulighed for med de mange boliger, der er blevet solgt i det, der også kaldes yderområderne, Vandkantsdanmark eller landdistrikterne.

Nogle familier oplever et andet nærvær efter at være flyttet fra byen og til landet. Måske kender man naboerne bedre, selvom de nu bor 300 meter væk frem for dengang, der blot var en tynd væg imellem en selv og naboen.

Man kommer hinanden ved i lokalsamfundene, og det vil man blive ved med, for tilflytningen til områderne er med til at sikre et levende lokalsamfund, der udvikler sig.

Det er der mange familier, der har set det positive ved. Men udover de åbenlyse fordele, så kan der også være en stor økonomisk fordel i at bosætte sig i nogle af de her lokalområder. Boligerne er billigere, så derfor sidder man ikke nødvendigvis lige så hårdt i det som hvis man havde valgt at bosætte sig i byerne.

På den måde kan man få flere penge til hverdagen, og et større økonomisk råderum.

Det er heldigvis sådan med boliger, at der er noget for enhver smag. Nogle holder af at have lys og luft omkring sig, sin egen carport og langt til nærmeste nabo. For andre er det den nemme adgang til kulturtilbud og restauranter, der er vigtigt. Uanset hvad gælder det, at man skal købe bolig efter sit eget behov.