Tænk klima når du vælger bolig
Når man er på boligjagt, er der mange ting, der har indflydelse på ens endelige valg af bolig. Man kan have fokus på beliggenheden, indretningen og udseendet. Der kan være elementer ved boligen, der appellerer til hjertet, og nogle der appellerer til hjernen. Men i dag er der også flere og flere boligkøbere, der har fokus på klimavenligheden.
Det er ikke nogen hemmelighed, at mange ældre huse er store klimasyndere. Det er en præmis, som det er svært at komme uden om. En markant årsag til det er opvarmningen af huset. Rigtig mange huse bliver nemlig opvarmet af olie- eller naturgasfyr, der udleder meget CO2. Omkring 80.000 huse opvarmes af oliefyr og omkring 380.000 huse opvarmes af naturgasfyr i Danmark.
Men for nuværende boligejere eller kommende boligkøbere er der nu mulighed for at gøre huset mere miljøvenligt ved at søge om støtte til at skrotte olie- eller gasfyret og omlægge det til isolering og varmepumpe eller blive tilsluttet fjernvarmenettet. På den måde bliver ens bolig mere klimavenlig.
Helt konkret er der mulighed for at få flere tusinde kroner for at skrotte dit fyr. Formålet med ordningen er, at danske hjem fremover skal opvarmes på mere klimavenlig vis.
Så hvis du har et olie- eller naturgasfyr i din bolig, så er der mulighed for at få et tilskud på 15.000-25.000 kr. til at skifte det ud. Det gælder altså også, hvis du er på husjagt og muligvis er kommende ejer af en sådan bolig. Men kun hvis du vælger at skrotte fyret og i stedet installerer en varmepumpe eller bliver tilsluttet til fjernvarmenettet.
På den måde er der mulighed for at få lidt bedre klima-samvittighed.
For nuværende boligejere eller kommende boligkøbere er der nu mulighed for at gøre huset mere miljøvenligt ved at søge om støtte til at skrotte olie- eller gasfyret og omlægge det til isolering og varmepumpe eller blive tilsluttet fjernvarmenettet. På den måde bliver ens bolig mere klimavenlig
Men der er også andre tiltag, der kan motivere boligejere til at foretage energivenlige forbedringer af deres bolig. Et af de tiltag, som vi i Dansk Ejendomsmæglerforening mener, kan gøre en forskel, er at give mulighed for kategoriskifte ved energiforbedringer før salg. Konkret vil det sige, at husejeren, ved at indføre en eller flere af de anbefalede energiforbedringer, kan skifte kategori, uden at der skal gennemføres et nyt besøg og betaling for nyt energimærke.
Det, mener vi, vil motivere nogle sælgere til at gennemføre energiforbedringer fremfor at overlade det til den nye ejer, der formentligt har andre projekter at tænke på i den nye bolig. Det kan faktisk også vise sig at være en god investering for sælger. En analyse fra Dansk Byggeri vider, at en sælger i gennemsnit opnår en salgspris, som er 50.000 kr. højere ved et hus, der har et trin bedre energimærke.
Med denne ordning er forventningen, at der i 2030 vil være udskiftet 60.000-70.000 oliefyr og 120.000 170.000 gasfyr. Derfor er det en god idé at ansøge i god tid, hvis du vil sikre dig dit tilskud.
Men der er behov for flere tiltag, der kan sikre, at boliger bliver mere grønne og miljøvenlige. Derfor mener vi i Dansk Ejendomsmæglerforening, at boligkøbere bør få mulighed for at optage lån til klimaforbedring uden for deres gældsfaktor. Som det er lige nu, må mange boligkøbere kun låne 4 gange deres indkomst. Men hvis boligkøbere får mulighed for at låne til klimaforbedring uden for deres gældsfaktor, så vil der efter vores vurdering være flere nye boligejere, der hurtigere ville kunne gennemføre klimavenlige renoveringer.
Mens vi venter på, at det bliver muligt, så er der altså lige nu god grund til at udskifte varmekilden i dit hjem fra sort energi til grøn energi. Det samme gælder for dig, der er på boligjagt. Hav det nye tilskud med i dine overvejelser. Det kan trods alt have stor indflydelse på budgettet, hvis du alligevel står overfor at skulle udskifte fyret i dit kommende hjem.