ny struktur 1193x795

DE’s bestyrelse arbejder videre på at ændre foreningens struktur efter oplæg og debat blandt repræsentanterne om fremtidens DE.

”Bestyrelsen vil arbejde videre med oplægget til en omstrukturering”, konkluderede formand Torben Strøm efter repræsentantskabets debat om en ny politisk opbygning for DE. ”Vi har en tung organisation, og der kommer flere arbejdsopgaver til. Er der noget, som ikke er godt nok, må vi se at få det ændret”, fastslog formanden og benyttede lejligheden til at rose sekretariatet for at servicere og vejlede medlemmerne.

Baggrund

Tilbage i 2010 blev det bl.a. besluttet, at samarbejdet mellem kredsbestyrelser og bestyrelse skulle styrkes ved oprettelse af et antal kredsråd. Den model trænger nu til en fornyelse, blandt andet da det har vist sig, at beslutningsprocessen er for lang, og eksekveringerne for få.
I de kommende år forventes der netop at komme flere og hurtigere forandringer. DE vurderer altså ikke sin nuværende politiske struktur til at være effektiv nok til at møde fremtidens udfordringer, og derfor har bestyrelsen besluttet at udarbejde en ny og mere effektiv struktur for DE. Til grundlaget for dette arbejde hører en medlemsundersøgelse, gennemført af konsulentfirmaet Hald & Lie i november 2017.
Som et skridt på vejen mod et nyt DE præsenterede bestyrelsen Repræsentantskabet for et debatoplæg, som bestyrelsen havde udarbejdet efter drøftelser med kredsformændene.

Formålet med ny struktur

Fremtidens DE skal være mere effektiv, kunne træffe hurtigere beslutninger, være hurtigere til at omstille sig, komme tættere på medlemmernes behov og have flere ressourcer til innovation, udvikling og kommunikation.

Repræsentantskabet fremover

Dansk Ejendomsmæglerforening er som bekendt inddelt i 8 kredsforeninger, og foreningens øverste myndighed har derfor i mange år været et repræsentantskab (tidligere delegeretforsamling).

På Repræsentantskabsmødet blev det diskuteret, om repræsentantskabets medlemmer skulle vælges for et eller to år ad gangen, især nu hvor der er udsigt til at afholde to repræsentantskabsmøder årligt i stedet for som hidtil ét.

Repræsentanternes mødefrekvens kan øges til to årlige møder, hvor der udover ”generalforsamlingen” i foråret afholdes et ”midtvejsmøde” i efteråret med orientering og debat om opnåede politiske resultater og foreningens udvikling i øvrigt.

DE’s bestyrelse

Opretholdes strukturen med et repræsentantskab, vil det være naturligt, at foreningens bestyrelse fortsat vælges af repræsentantskabet.
I den hidtidige debat har der været overvejende tilslutning til, at DE’s bestyrelse fortsætter med at bestå af 6 – 8 medlemmer, der vælges forskudt for to år ad gangen.
I relation til bestyrelsens sammensætning diskuteres, hvordan det sikres, at bestyrelsen repræsenterer alle medlemsvirksomheder.


Tekst: Sandy Thornland
Foto: Claus Bjørn Larsen