det første der vurderes er skønsmanden

Advokat Rasmus Mehl fortalte om do’s and dont’s for skønsmænd, herunder inhabilitet og selvsving under indhentning af oplysninger.


Der blev endnu højere til loftet end ellers på Hindsgavl, da Rasmus Mehl, advokat med møderet for Højesteret og partner i NT Advokater, på Erhvervsmæglerdagen holdt sit indlæg om syn og skøn. Ved hjælp af eksempler fra det virkelige liv fik han inddraget deltagerne i diskussioner om udvalgte emner inden for skønsmandens habilitet, skønssagens oplysning og reglerne i retsplejelovens § 209 om adgangen til fornyet syn og skøn, når der findes forskellige ”skoler” inden for et fagområde.

”Egnet til at rejse tvivl”

Indledningsvis fik erhvervsmæglerne lejlighed til at fortælle, hvilke sider af skønsmandsarbejdet de finder problematiske. Rasmus Mehl pointerede, at retssikkerheden er afgørende, når der arbejdes med syn og skøn, idet der er ”et bemærkelsesværdigt fravær af detaljeret regulering af området”, når henses til den store betydning, en skønserklæring sædvanlig tillægges ved en sags afgørelse. Derfor skal skønsmanden ofte selvstændigt skal tage stilling til en række spørgsmål uden synderlig vejledning i lovgivningen.

Ifølge retsplejelovens § 60 er en skønsmand inhabil, hvis en af parterne er beslægtet med skønsmanden på en i bestemmelsen nærmere beskrevet måde: ”Er der en antydning af familiær relation, så lad være med at tage opgaven. Gør jer selv en tjeneste og hold jer fra sådanne sager”, advarede Rasmus Mehl og fortsatte, at retsplejelovens § 61 er vanskeligere at håndtere, idet kriteriet her er ”... omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl...”.

Som et eksempel på, at dette begreb kan fortolkes forskelligt, berettede Rasmus Mehl om et konkursbo, K, der anmodede om syn og skøn fra et erhvervsvurderingsselskab, som i forbindelse med en tidligere overdragelse havde vurderet goodwill for K. Byretten udpegede medarbejdere fra det pågældende erhvervsvurderingsselskab, men Vestre Landsret afviste disse med henvisning til retsplejelovens § 61 og påpegede i den forbindelse, at det ville være muligt at finde andre, lige så egnede, skønsmænd.

Hvor en skønsmand tidligere har været involveret vedrørende det nu omtvistede aktiv – f.eks. i forbindelse med en tidligere vurdering eller formidlingsaftale – er det næppe muligt at opstille et firkantet tidskriterium for, hvor lang tid, der skal være gået, førend inhabiliteten i forbindelse med en eventuel skønsforretning vedrørende dette aktiv er ophørt. Det afhænger af en konkret vurdering, hvor den forgangne periode blot er et blandt flere kriterier.

Lokalkendskab – men helst ikke for lokalt

Et andet eksempel handlede om, hvorvidt en skønsmand fra lokalområdet per definition ville være inhabil. Byretten mente, at det var tilstrækkeligt til at fastslå inhabilitet, mens landsretten afviste dette.

At være eller ikke være inhabil

Hvad, hvis skønsmanden er ansat i en virksomhed, hvor den ene af ejerne har et forretningsmæssigt samarbejde med en medejer af den ene af parterne i retssagen – her er udlejningsaktieselskab –, dog uden at skønsmanden har kendskab til dette forretningsmæssige samarbejde? Også dette spørgsmål affødte en livlig diskussion, der endte med at Rasmus Mehl afslørede landsrettens afgørelse i en sådan sag: ”Hvis det havde været ejeren, man havde udmeldt som skønsmand, ville han ifølge landsretten selv have været inhabil. Og denne inhabilitet smitter ifølge landsretten af på virksomheden og dens medarbejdere. Derfor anser landsretten den pågældende medarbejder for inhabil. Selvom du er ’ren’, når du begynder arbejdet som skønsmand, kan du undervejs blive ’beskidt’, inden opgaven er afsluttet, hvis et sådant forretningsmæssigt samarbejde, som der var tale om i sagen, bliver etableret, mens skønssagen er i gang. Dommen giver mange praktiske problemer, og det er ikke alle problemerne, det er lige let at se en praktikabel løsning på.”

Skønssagens oplysning – frihed under ansvar

Herefter fortalte Rasmus Mehl om eksempler på, at en skønsmand for at indhente flere oplysninger om en ejendom havde researchet på egen hånd, uden at orientere de involverede parter. Det centrale begreb i den forbindelse er ”forhandlingsmaksimen” – dvs. princippet om, at det er sagens parter, der oplyser sagen. I en konkret sag fra indeværende år havde skønsmændene indhentet årsrapporter fra cvr.dk og en udtalelse fra Finanstilsynet, hvilket landsretten fandt kritisabelt, men dog ikke så kritisabelt, at disse oplysninger skulle udgå af sagen – bl.a. fordi oplysningerne var offentligt tilgængelige, og der ikke var oplyst noget om betydningen af de oplysninger, der hidrørte fra Finanstilsynet.

Et godt råd i den forbindelse er således at konsultere parterne, inden der tilvejebringes oplysninger, som ikke i forvejen er at finde i sagen.

”Skoler”

Rasmus Mehl rundede af med forarbejderne til § 209, som udvider muligheden for at få udmeldt nyt syn og skøn ved en ny skønsmand, hvis den første skønsmands konklusioner bygger på en faglig tilgang til emnet, der ikke anses for at være helt udtømmende eller uimodsagt inden for det pågældende fag. Også her gav han et konkret eksempel, hvor en udlejer havde anmodet om fornyet syn og skøn, bl.a. fordi skønsmanden havde anvendt en anden værdiansættelsesmetode end den, der fulgte den almindeligt gældende branchenorm. Dette er den typiske situation, jf. forarbejderne til loven, hvor bestemmelsen finder anvendelse.

Foruden syn og skøn holdt Rasmus Mehl på Erhvervsmæglerdagen også et indlæg om rådgiveransvar for erhvervsmæglere, så medlemmerne havde ”dobbelt chance” for at høre advokaten, der i øvrigt senere på året bliver bogaktuel med ”Ejendomme 2 – Skatter og afgifter” – opfølgeren til ”Ejendomme 1 – Formueret m.v.”, hvor Rasmus Mehl er redaktør sammen med professor Hans Henrik Edlund, Aarhus Universitet.

 

Tekst: Sandy Thornland
Foto: Peter Qvist