Tre kvartaler i træk har Danmark fået flere udbudte kontorlokaler, viser dugfriske tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Udviklingen er sket trods stigende beskæftigelse og skyldes, at virksomheder er blevet mere kvalitetsbevidste og samtidig forsigtige, når de søger nye lokaler.

Trods det efterhånden langvarige opsving og den fortsat stigende beskæftigelse er udbuddet af kontorlokaler i Danmark steget de seneste tre kvartaler. Det fremgår af den kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks-statistik over udbudte erhvervslokaler, udgivet i samarbejde mellem erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.

Da finanskrisen satte ind i 2007-08, steg andelen af udbudte kontorlokaler kraftigt fra 3-4 procent og toppede med 10,2 procent ved indgangen til 2014. Siden har udbuddet været faldende frem til midten af 2018, men så er billedet vendt med stigninger tre kvartaler i træk. I øjeblikket er 7,2 procent af lokalerne udbudte – det svarer til en stigning på 122.000 kontorkvadratmeter siden 3. kvartal 2018,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er knap 3.700 kontorlokaler lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk.

I alt er der 24 millioner kvadratmeter kontorer i Danmark, og godt 1,7 millioner kvadratmeter er udbudt. Udbuddet svinger fra 2,3 procent på Bornholm og 3,8 procent i Vestjylland til 11,4 procent i Københavns omegn.

Det stigende udbud er dog næppe et tegn på økonomisk opbremsning.

Beskæftigelsen har det stadig godt, mange virksomheder ekspanderer, og en del flytter rundt. Der er en tendens til, at de flytter mod kvalitet, altså bedre og mere effektive lokaler, hvor de kan nøjes med mindre plads per medarbejder. Samtidig er der sket en ændring, for i 2018 så vi typisk, at virksomhederne indregnede en buffer til vækst, når de flyttede. Nu er de mere forsigtige og nøjes i højere grad med de kvadratmeter, som de umiddelbart har brug for,” siger Peter Winther, partner og administrerende direktør i Colliers International med afdelinger i København, Odense, Vejle, Aalborg og Aarhus.

Peter Winther vurderer, at udbuddet kan stige lidt i hovedstaden, fordi større kontorbyggerier er på vej senere i år samt i 2021 og 2022.

Også Dansk Ejendomsmæglerforening har registreret, at mange virksomheder er blevet mere forsigtige:

Det går godt i dansk økonomi, men Brexit og handelskrig mellem Kina og USA er med til at påvirke lejere til at være effektive i deres udnyttelse af kontorarealerne og forsigtige i forhold til at udvide arealet mere end højst nødvendigt. Det stigende fokus på klima og miljø, vi særligt har set det seneste år, spiller nok også ind i forhold til, at lejere vil sikre en effektiv udnyttelse af arealerne,” siger Ole Hækkerup, administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.


 Kontaktoplysninger

·         Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88

·         Ole Hækkerup fra Dansk Ejendomsmæglerforening – 29 42 40 45

·         Peter Winther fra Colliers International – 28 19 66 76


Supplerende datamateriale

Ejendomstorvet Markedsindeks – 2. kvartal 2019


Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/produktionslokaler – opgjort som udbudte lokalt målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter).

Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og EjendomDanmark (ED).

Dansk Ejendomsmæglerforening er brancheforening for virksomheder og personer, der formidler fast ejendom (boliger eller erhvervslokaler). Foreningen blev grundlagt i 1912 og har i dag omkring 90 procent af alle mæglere som medlemmer.

Ejendomstorvet.dk er ejet af de danske erhvervsmæglere og har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.900 lokaler og ejendomme.

Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned, og i 2018 formidlede portalen solgte ejendomme og indgåede lejeaftaler for en værdi af næsten 11 mia. kr. og udvidede antallet af udbydere og annoncører kraftigt.

EjendomDanmark organiserer ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen blev etableret i 1860, og medlemmerne står for cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.