Claus Kjeldsen 1116 px

Adm. dir. Claus Kjeldsen fra Institut for Fremtidsforskning gav et indblik i vor tids megatrends og slog et slag for at effektivisere landbruget.

Der var fart over feltet, da Administrerende Direktør Claus Kjeldsen, Institut for Fremtidsforskning, kastede sig over emner inden for ejendomshandel, landbrug og fødevarer. Efter at have trukket de store linjer op omkring megatrends, herunder forbrugernes krav om bedre kvalitet, samtidig med at producenter og andre leverandører skal løbe hurtigere, gik han i kødet på konkrete problemstillinger i Danmark og den store verden, som på den ene eller anden måde berører landbrugsejendomme og -produkter.

Ejendomsmæglernes dage er ifølge Claus Kjeldsen langtfra talte: ”Det er bøvlet at handle fast ejendom. Man kan sikkert skrive skøder på nettet, men det er de fleste for dovne til.”

Og i stedet for at købe et fysisk produkt, køber forbrugerne i stigende grad en service. Han brugte leasing som eksempel på, at mange forbrugere ikke engang længere spørger, om det kan betale sig at leje frem for at eje: ”Reducér kompleksiteten i folks liv, så får du succes.”

Det at bo ”ude på landet” eller ”i byen” vil ifølge Claus Kjeldsen blive redefineret, i takt med at de selvkørende biler vinder frem: ”De automatiske biler bliver en game changer, som bringer Danmark sammen, også demokratisk. Måske bliver Holbæk det nye Roskilde.”

Vores demografi ændres i disse år markant, både nationalt og globalt. Antallet af single-hjem vokser eksplosivt, snart forventes de at udgøre halvdelen af Danmarks samlede antal husstande. Fødselsraten herhjemme er 1,73; sammen med urbaniseringen betyder det, at landlige områder affolkes.

Og mens der bliver stadig færre børn og unge, stiger antallet af ældre.

I Japan findes allerede et udtryk for byer, hvor over 50 pct. af indbyggerne er 65 år eller derover: Genkai Shuraku.

Fødevarer

”Økologi er ikke noget stort vækstprodukt, men det er et feel good produkt”, fortsatte Claus Kjeldsen. ”Øko kylling, hvedemel og æbler er mere CO2-intensive end tilsvarende konventionelle produkter.”

Befolkningstilvæksten i bl.a. Afrika betyder, at der er behov for at effektivisere landbruget: ”Jeg er optimistisk og mener, at vi kan brødføde 12 milliarder mennesker, hvis vi effektiviserer de landbrugsarealer, vi har i dag.”

To tredjedele af fødevarebehovet skyldes ifølge Claus Kjeldsen vækst i middelklassen; populært sagt: ”Så snart du får et programmørjob og begynder at tjene godt, vil du gerne spise kylling.”

Så længe man er fattig, har man ikke råd til at købe ret meget kød og ernærer sig derfor i høj grad af bl.a. kornprodukter. Men den voksende globale middelklasse efterspørger mere kød, og der skal dyrkes flere kilo foderkorn for at producere et kilo kød; det betyder, at vi dyrker langt flere afgrøder, end hvis vi kun producerede korn for at ernære mennesker direkte.

I forlængelse heraf så fremtidsforskeren i lande med voksende middelklasse, herunder Kina, gode eksportmuligheder for danske landmænd.

 

Tekst: Sandy Thornland
Foto: Kåre Hangaard