MDENyt billede 1

Direktør Katia K. Østergaard fortalte på Erhvervsdagen om udviklingen i hotel- og restaurationsbranchen samt nogle af branchens største udfordringer.

Turisme er et af de største danske eksporterhverv og har en stigende betydning for dansk økonomi. Erhvervet har en omsætning på over 100 milliarder og beskæftiger over 213.00 personer direkte. Der er sket en sådan vækst på området, at det er en udfordring at finde medarbejdere. Arbejdsudbuddet har simpelthen ikke kunne følge med.

Katia K. Østergaard, direktør fra Horesta fortalte om udviklingen i turist erhvervet med fokus på hoteller og restauranter.

Vækst og bundlinjen

Der er dog stor forskel på lønsomheden alt efter kategori og geografi. På trods af væksten er der flere der kæmper med deres bundlinje. Finanskrisen i 2008 ramte branchen hårdt og prisen man betaler for et hotelværelse er først i 2016 kommet tilbage på niveau med priserne før krisen. Omvendt er omkostninger og lønninger steget markant. Det gør ondt på bundlinjen.

Region Sjælland har set den højeste vækst, men i 2016 blev der for første gang registreret flere overnatninger i provinsen end i København. Værelsesbelægningen i København er dog stadig klart højere end i resten af landet. I gennemsnit er knap 73% af værelser booket og iblandt er byen helt udsolgt. Der skal således nye projekter til i København, hvis byen fortsat skal se vækst.

Ny kapacitet

Det er især store kendte kæder såsom Hilton, der kommer til at stå for den 50% kapacitetsforøgelse man forventer at se i København frem mod 2021. De store hotelkæder ejer typisk ikke deres ejendomme, men leaser i stedet. Man forventer derfor, at kvm prisen vil gå op på egnede ejendomme grundet den øgede efterspørgsel.

Katia K. Østergaard beskrev hvad det er fremtidens hotelgæst søger:

  • Photo opportunities: Marketing sker via de sociale medier. Iscenesæt en fin udsigt, en markant lobby etc. og

  • Skab oaser: Der er en trend mod mindre værelser og større fælles arealer, som gæsterne kan udforske og opleve.

  • Business v. Leisure: Et hotel skal kunne tiltrække både business og leisure gæster. Business mandag til fredag og leisure i weekenden.

  • Connectivity: Nutidens gæst forventer naturligvis adgang til wi-fi og i fremtiden vil hotellerne blive endnu mere højteknologiske med digital check-in/check-out og teknologi på værelserne, der kan gøre gæstens oplevelse mere personlig.

Jo mere teknologi fylder i vores verden og hverdag, jo mere bliver der mulighed for at skille sig ud ved at skabe en personlig oplevelse for gæsten igennem kreativitet og innovation.


Tekst: Sofie Møllenbach

Foto: Kåre Hangaard