F0A1913
Advokat Lars Lindencrone Petersen pointerede, at ikke kun handel som sådan, men også vurderingsarbejde altid er hvidvask-relevant, da det kan lægges til grund for transaktioner eller lån.


Advokat Lars Lindencrone Petersen præsenterede den nye hvidvasklov.

Den 26. juni trådte den nye hvidvasklov i kraft – lov nr. 651 af 8. juni 2017 – som skærper kravene til advokater, revisorer, ejendomsmæglere og hvem der ellers har fingrene på pulsen, når der foretages større økonomiske transaktioner.

Advokat Lars Lindencrone Petersen, videnpartner hos Bech-Bruun, gav erhvervsmæglerne et intenst og livligt billede af, hvad de nye regler i det daglige betyder for alle, der arbejder med erhvervsmæssig formidling af køb og salg af fast ejendom, værdiansættelser mod vederlag samt formidling af lejemål.
”Vi skal skærpe vores procedurer, og vi skal interessere os mere for den enkelte transaktion. Vi skal kunne dokumentere, at vi har spurgt ind til forhold, som vi har undret os over, og at vi har fået tilfredsstillende svar,” understregede advokaten.

Som noget nyt er det ikke kun kunderne, men også ens egen virksomhed, der skal risikovurderes for bedre at kunne forebygge og begrænse risici for hvidvask. På virksomhedsniveau skal der udarbejdes og dokumenteres en risikovurdering, der løbende opdateres. Virksomheden skal fastsætte interne politikker, procedurer og kontroller, risikostyring og kundekendskabsprocedurer og sørge for – og dokumentere – at de faktisk efterleves. Der gælder undersøgelses-, noterings- og underretningspligt samt strenge regler for opbevaring og sletning af oplysninger og screening af medarbejderne.

Ledelse og ansatte skal kende og anvende reglerne for hvidvask og databeskyttelse: ”Undervisningen af personalet skal være dokumenteret,” understregede Lars Lindencrone Petersen. ”Det er ikke nok at mødes i kaffestuen og skrive under på, at vi har drøftet det.” Derfor anbefalede han f.eks. at gennemføre e-learning med test, der giver dateret dokumentation.

Der skal altid indhentes og dokumenteres identitetsoplysninger om fysiske personer i form af navn og CPR-nummer (eller som minimum fødselsdato) samt om juridiske personer i form af navn og CVR-nummer. I forhold til en virksomheds reelle ejere skal der indhentes de samme oplysninger som ved andre fysiske personer, og 25 pct. kapitalbesiddelse er ikke længere en fast grænse, men blot en indikator for, at de er reelle ejere. ”Og vi skal have pasoplysninger fra hver medejer,” indskærpede Lars Lindencrone Petersen. Er der ingen reelle ejere, foretages kundekendskabsproceduren i forhold til den daglige leder. Kunderne overvåges løbende. Er der en fuldmægtig, identificeres og kontrolleres vedkommende.

Kravene skærpes, hvis der er tale om øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme, og/eller kundens hjemland står opført på EU-Kommissionens øget-risiko-liste; også politisk eksponerede personer (PEP), deres nærtstående og nære samarbejdspartnere, korrespondentforbindelser og tomme bankselskaber skal kontrolleres grundigt. Lars Lindencrone Petersen tilføjede: ”Hidtil har indenlandske politisk eksponerede personer været fritaget for denne undersøgelse – det er de ikke længere.”

Lempede kontrolkrav ved lav risiko

Når det vurderes, at der i et konkret tilfælde kun er en begrænset risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme, kan kundekendskabsproceduren lempes – det kan f.eks. være, hvis der er tale om børsnoterede selskaber eller offentlige myndigheder, forsikringsprodukter, pensionsordninger, fremme af finansiel inklusion, elektroniske penge, eller de involverede kommer fra geografiske lavrisiko-områder som EU- eller EØS-lande, lavkorruptionslande eller Financial Action Task Force (FATF)-compliante lande.

Derimod skal kundekendskabsproceduren skærpes, når der er potentielle kunderisikofaktorer såsom usædvanlige omstændigheder, formueforvaltning, ihændehaveraktier mv., produktrelaterede risikofaktorer inden for private banking, anonymitet, ingen fysisk tilstedeværelse samt ingen digital underskrift, og sidst, men ikke mindst, den geografiske risikofaktor – hvis kunden kommer fra en såkaldt ”slyngelstat”.

Undersøgelses- og noteringspligt

Det kræves, at erhvervsmæglere og andre rådgivere undersøger samt noterer komplekse og usædvanligt store transaktioner samt aktiviteter, der ikke har et klart økonomisk eller påviseligt lovligt formål. Resultaterne af en undersøgelse skal noteres og opbevares.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet skal underrettes, hvis der som minimum er ”rimelig grund til at formode” forbindelse til hvidvask – og underretningen skal udføres, uanset om der etableres et klientforhold eller ej.
Indhentede oplysninger om fysiske personer gemmes i fem år og slettes straks derefter. ”Pligten til at slette omfatter alle eksemplarer af dokumentet,” pointerede Lars Lindencrone Petersen – f.eks. kan kopien af et pas foreligge som fotokopi, som fil i en elektronisk sagsmappe og i diverse e-mails; hvert eneste eksemplar skal slettes. Oplysninger om juridiske personer gemmes i mindst fem år.
”Vi skal indhente oplysningerne i forbindelse med etablering af forretningsoplysningerne. Den yderste frist er der, hvor jeg er klar til at aflevere produktet. Det er afgørende, at kunden først får papirerne, når I har en kopi af vedkommendes pas.”
En rådgiver er forpligtet i forhold til sin egen kunde. ”I kan gå ud fra, at den anden parts advokat også er omfattet af hvidvaskloven – såfremt der sker en transaktion. Formidling af lejemål anses ikke for at være en transaktion. Det betyder, at den anden parts advokat i den situation ikke har pligt til at vaske sin klient; det skal I selv gøre. Står der derimod en mægler eller en revisor på den anden side, kan I gå ud fra, at vedkommende har vasket sin kunde. Bare fordi kunden må antages at have afgivet erklæring til for eksempel sin bank, betyder det ikke, at vi kan være sikre – vi skal selv have dokumentationen.”

Whistleblower-ordning

Virksomheder med seks ansatte eller derover er forpligtede til at indrette en whistleblower-ordning, hvor medarbejdere i fuld anonymitet via en særlig uafhængig og selvstændig kanal kan fortælle om forhold, der kunne mistænkes for at vedrøre hvidvask. ”Det kan i princippet bare være en kasse, der står fremme, og hvor I tjekker en gang om ugen, om der ligger noget i den.”

 

Tekst: Sandy Thornland
Foto: Kåre Hangaard