F0A4793

Etik, moral og faglighed var hovedemnerne, da næsten 200 deltagere i oktober mødtes til DE’s Indehaverdag på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Da DE’s direktør Ole Hækkerup bød velkommen til de tæt på 200 indehavere, der havde valgt at deltage i Indehaverdagen den 24. oktober, ridsede han kort op, hvad DE p.t. har særligt fokus på, og rettede dermed også projektøren mod Indehaverdagens hovedemner: etik, moral og faglighed.
Mange husker sikkert fra forårets repræsentantskabsmøde, at der blev vedtaget en etisk handlingsplan – og som del af denne plan har DE’s bestyrelse udarbejdet et udkast til et etisk normsæt, der forventes at blive finpudset og endeligt vedtaget i forbindelse med foreningens politiske repræsentantskabsmøde i november.

Indehaverdagen belyste emnerne etik, moral og faglighed inde- og udefra. Indefra i form af tre seancer, hvor advokaterne Hanne Delcomyn og Anders Palmkvist fra DE tog afsæt i udkastet til DE’s etiske normsæt. Her kunne deltagerne tilkendegive deres holdninger til etiske dilemmaer via en afstemnings-app og i direkte diskussion med hinanden og med indlægsholderne. Udefra i form af to indlægsholdere fra andre brancher: politisk- og markedsudviklingschef Bjarne Dyrberg fra Forsikringsakademiet og Peter Arnfeldt, der har mange års erfaring inden for kommunikation og ejer bureauet Arnfeldt & Co.

I pauserne havde indehaverne lejlighed til at få en uformel snak blandt kollegaer eller konkurrenter, alt efter, hvordan man ser på det, og til at møde nogle af Indehaverdagens sponsorer.

 

Tekst: Sandy Thornland
Foto: Kåre Hangaard