Det økonomiske opsving har givet så stor efterspørgsel, at der ikke har været udbudt færre lager- og produktionsbygninger siden 2008, og lejepriserne tordner opad, viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler. Flere landsdele har mangel på erhvervslokaler.

Udbuddet af lagerbygninger, logistikejendomme og fabrikshaller fortsætter med at falde i takt med den stigende beskæftigelse og fremgang for erhvervslivet i kølvandet på opsvinget. Det viser tallene i det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet af Dansk Ejendomsmæglerforening i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og Ejendomsforeningen Danmark, som repræsenterer ejere, udlejere og administratorer af ejendomme.

”Udbuddet af industrilokaler bliver ved med at falde og er nu nede på 1,9 procent. Vi skal tilbage til midten af 2008 for at finde lavere tal. Der har ikke været bygget særligt meget under finanskrisen og i årene lige efter, og med det begrænsede udbud og stor efterspørgsel efter kvadratmeter stiger lejeniveauerne kraftigt. På landsplan ligger lejepriserne på lokaler udbudt via Ejendomstorvet.dk 12 procent højere end for et år siden og næsten 27 procent højere end for fem år siden,” siger Mikael Hartmann, bestyrelsesmedlem i Dansk Ejendomsmæglerforening og formand for Erhvervsudvalget.

Ejendomtorvet.dk ejes af landets ejendomsmæglere og er Danmark største portal for erhvervslokaler. Portalens statistikker viste det hidtil laveste udbud af lager- og produktionslokaler med 1,3 procent i midten af 2007. Finanskrisen sendte udbuddet af ledige lokaler kraftigt opad i 2008 og de to næste år, men siden 2012 er andelen af udbudte lager- og industrilokaler faldet næsten uafbrudt kvartal for kvartal. Og sådan kan det måske fortsætte en stund endnu.

”På kort sigt kan udbuddet godt falde lidt mere, men det bliver svært at komme under 1,5 procent på landsplan. Nogle af de lokaler, som er tilbage, ligger fx langt fra motorveje og kan blive svære at afsætte. Men vi kan registrere meget stor efterspørgsel omkring Aarhus, Aalborg, København og Trekantområdet, og som ny tendens ser vi stor interesse for placeringer syd for Kolding langs motorvejene, så Trekantområdet nærmest vokser mod syd,” fortæller Stig Plon Kjeldsen, analysechef i Nybolig Erhverv.

Opgjort på landsdele er udbuddet af ledige lokaler lavest i Nordjylland med 1,3 procent, på Fyn samt på Vest- og Sydsjælland med 1,8 procent og i Vestjylland med 1,9 procent.

En del af de udbudte industrilokaler har flere årtier på bagen og lever derfor sjældent op til nutidens krav om fx at have læsseramper, høj loftshøjde og plads til store lastvognstog. Men efterhånden bliver også ældre ejendomme udlejet, nogle gange med tilpasning af bygningerne.

”Vi har selv for nylig udlejet hovedparten af Mærsks gamle containerfabrik ved Tinglev i Sønderjylland. Efter ti år flyttede Siemens ud 1. oktober, og vi fik hurtigt en ny udlejning på plads. En større dansk virksomhed flytter ind til januar, og i de foregående måneder har håndværkere bygget læsseramper og nye portsluser samt opsat sprinkleranlæg, så den store hal ikke længere behøver at være sektionsopdelt af brandhensyn,” siger Stig Plon Kjeldsen.

I øjeblikket er der udbudt lidt over 1.700 lejemål og industriejendomme til salg på Ejendomstorvet.dk. Lejeniveauerne ligger typisk på 525-600 kroner per kvadratmeter tæt på hovedstaden og omkring 300 kroner per kvadratmeter i Vestdanmark samt på Vest- og Sydsjælland inklusive Lolland-Falster.

Hele landet har knap 103 millioner kvadratmeter lager-, logistik- og industribygninger. Omkring 70 procent ligger Vest for Storebælt med flest kvadratmeter i Sydjylland (19,4 mio.) og Østjylland (16,1 mio.) samt Nordjylland og Vestjylland (begge cirka 13 mio.).

Det samlede areal af udbudte industrilokaler er med 1.998.000 kvadratmeter røget under 2 millioner for første gang i ti år. Alene det seneste år er udbuddet skrumpet med 344.000 kvadratmeter, fordi virksomheder har købt ejendomme eller indgået lejekontrakter.

Læs den fulde statistik her


Kontaktoplysninger

Mette B. Dehn fra Ejendomstorvet.dk kan kontaktes på mobil 20 66 12 74

Mikael Hartmann fra Dansk Ejendomsmæglerforening kan kontaktes på mobil 28 12 04 41

Stig Plon Kjeldsen fra Nybolig Erhverv kan kontaktes på mobil 33 64 65 65


Fakta om Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken

Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/produktionslokaler – og opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter).

Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og Ejendomsforeningen Danmark (ED).

Dansk Ejendomsmæglerforening er brancheforening for virksomheder og personer, der formidler fast ejendom (boliger eller erhvervslokaler). Foreningen blev grundlagt i 1912 og har i dag omkring 90 procent af alle mæglere som medlemmer.

Ejendomstorvet.dk er ejet af de danske erhvervsmæglere og har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.700 lokaler og ejendomme. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned og bidrog i 2017 til køb af ejendomme og udlejning af lokaler for en værdi af i alt 14,4 mia. kr.

Ejendomsforeningen Danmark organiserer ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen blev etableret i 1860, og medlemmerne står for cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.