Det første kvartal af 2014 bød på svagt stigende priser på parcel- og rækkehuse. I gennemsnit steg parcelhuspriserne med 0,4 pct. i 1. kvartal i forhold til kvartalet før og med 0,7 pct. i forhold til året før, viser Boligmarkedsstatistikken. De nye tal tegner et billede af et boligmarked i forsigtig fremgang, lyder det fra Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Det er blevet lidt dyrere at blive parcel- og rækkehusejer. Den nye Boligmarkedsstatistik for 1. kvartal viser, at der har været beskedne prisstigninger på parcel- og rækkehusene i fire ud af fem regioner. Den gennemsnitlige pris for hele landet var i 1. kvartal 0,4 pct. højere end kvartalet før og 0,7 pct. højere end samme periode året før. Sammenlignet med for et år siden er priserne steget i tre regioner, uændret i en og faldet i en.

Ser man på udviklingen i antallet af handler, har der i alle landets regioner været lidt højere handelsaktivitet i årets første kvartal sammenlignet med samme periode for et år siden.

TTE web"Alt i alt tegner de nye tal fra Boligmarkedsstatistikken et billede af et parcelmarked, der er i forsigtig fremgang og fortsat i færd med et langt sejt træk mod mere normale tider. Både i 2012 og 2013 har der været lidt handelsfremgang, men vi kommer fra et lavt niveau, og der er fortsat et pænt stykke vej op til handelsgennemsnittet, vi har set de seneste 22 år," siger Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Priserne på 2005-niveau

Med stigningerne det seneste kvartal er priserne i dag på et niveau, der svarer til det, vi så for mere end otte år siden i sidste halvdel af 2005. Siden slutningen af 2011 har parcelhuspriserne på landsplan været i en stabil udvikling – mens priserne i København har været opadgående.

"I København har vi oplevet en pæn fremgang i både priser og handler de senere år. Boligejerne i hovedstaden har tidligere været hårdt ramt af teknisk insolvens, men i takt med, at priserne stiger, er der fortsat flere, som kan sælge boligen uden tab. Det er gradvist med til at løsne op for boligmarkedet," siger Troels Theill Eriksen.

De løbende meldinger med lidt bedre økonomiske nøgletal og de fortsat lave renter på boliglån betyder ifølge cheføkonomen, at der forhåbentligt er udsigt til, at det lange seje træk for et mere stabilt boligmarked fortsætter fremadrettet.

pdfFind hele Boligmarkedsstatistikken for 1. kvartal 2014 her

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening – tlf. 6122 4565 / tte@de.dk