Der er stor forskel på, hvordan ejendomsmæglere i Norden ser på fremtiden. I Norge og på Island tror mæglerne på stigende priser, mens både Sverige og Danmark har lavere forventninger. Mediernes dækning og bankernes restriktive udlån er blandt årsagerne til en begrænset tiltro til boligmarkedet. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt ejendomsmæglere i Sverige, Norge, Island og Danmark.

En ny undersøgelse nordisk undersøgelse - Nordic Housing Insight - viser, at hele 68 % af de danske ejendomsmæglere mener, at salgsprisen på boliger vil falde lidt, mens 24 % mener, at priserne vil være uforandrede i de kommende tre måneder. Samtidig viser undersøgelsen dog også, at der kun er 1 % af de danske mæglere, der tror på at boligpriserne vil stige lidt. De samme tendenser gør sig gældende i Sverige, mens hele 33 % af nordmændene og 22 % af de islandske ejendomsmæglere forventer at salgspriserne vil stige.

”Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på forventningerne til prisudviklingen på tværs af de nordiske lande. I Danmark og Sverige er forventningen, at priserne vil falde lidt i de kommende tre måneder, mens man i Norge fortsat tror på moderat stigende boligpriser. I Island er ejendomsmæglernes forventninger svagt stigende priser, og noget tyder på, at islændingene igen er ved at se lyset efter nedsmeltningen af den deres økonomi og boligmarked,” udtaler Steen Winther-Petersen, formand i Dansk Ejendomsmæglerforening, der står bag undersøgelsen i Danmark.

Medier og banker påvirker boligmarkedet

Ifølge de danske ejendomsmæglere er mediernes dækning og bankernes restriktive udlån de mest tungtvejende årsager til et relativt køligt dansk boligmarked. Faktorer som arbejdsmarkedet, danskernes pessimisme omkring privatøkonomi samt almen uro og forsigtighed spiller naturligvis også en stor rolle. Sammenlignet med vores nabolande, er de norske ejendomsmæglere de mest optimistiske. Her er den største påvirkning af boligmarkedet nemlig borgernes optimisme omkring privatøkonomien, hvilket står i kontrast til det det danske billede.

For yderligere information kontakt:

Steen Winther-Petersen, Formand i Dansk Ejendomsmæglerforening – tlf. 33 36 10 48

Om undersøgelsen

Undersøgelsen ved navn Nordic Housing Insight er i dette kvartal udarbejdet af de fire nordiske brancheforeninger. Undersøgelsen bygger således på spørgeskemaer til ejendomsmæglere i Sverige, Norge, Island og Danmark. I Danmark har Dansk Ejendomsmæglerforening udarbejdet undersøgelsen.

Se vedhæftede pressemeddelelse for tal og fakta fra undersøgelsen