Forslag 1193x795

Forslag om nedlæggelsen af tre råd, forhøjet deponeringsbeløb, stemmeret og kontingenter var blandt emnerne, der blev diskuteret og stemt om på DE’s Repræsentantskabsmøde.


Syv forslag til repræsentantskabet skabte debat og fik forsamlingen til ad flere omgange at gribe mikrofonerne eller svinge blyanterne over de udleverede stemmesedler.

Nedlægger tre råd

DE’s bestyrelse foreslog af nedlægge formandsrådet, økonomirådet og uddannelsesrådet. Forslaget blev enstemmigt vedtaget, efter at formuleringen var blevet ændret til, at det ikke bliver i samråd med den enkelte kredsformand, men derimod med den enkelte kredsbestyrelse, at DE’s bestyrelse aftaler samarbejdet med de enkelte kredse:
”Medlemmer af bestyrelsen mødes med medlemmer af kredsbestyrelserne flere gange årligt. De nærmere rammer for samarbejdet fastsættes af bestyrelsen efter drøftelse med den enkelte kredsbestyrelse.”

Garantifonden

I 2007 vedtog repræsentantskabet nye vedtægter for Garantifonden med henblik på at begrænse fondens risiko i forbindelse med deponeringer hos medlemmerne.
I den forbindelse blev det bl.a. besluttet, at det deponerede beløb ved formidling af salg af nybyggeri og projektbyggeri maksimalt må udgøre 25.000 kr. pr. handel, indtil sælger har underskrevet købsaftalen og eventuelle betingelser for aftalen er opfyldt eller frafaldet.
Bestyrelsen foreslog på Repræsentantskabsmødet den 23. maj 2018 på den baggrund, at bestemmelsen skulle ændres, således at beløbsgrænsen hæves til 50.000 kr.

Forslaget blev vedtaget.

Virksomejeres stemmeret

Et forslag, stillet af Poul Erik Bech, EDC, gik ud på, at en virksomhedsejer skal have mulighed for at deltage i generalforsamlingerne i de kredse, hvor den pågældende ejer butikker, og have mulighed for at deltage i afstemninger.
Efter at forslaget var blevet diskuteret, fastslog dagens ordstyrer, advokat Flemming Christensen, at forslaget ikke kunne vedtages i foreliggende form. DE’s bestyrelse blev pålagt at arbejde videre med forslaget. Et eventuelt forslag skal fremlægges på førstkommende repræsentantskabsmøde.

Projektboliger

Et forslag vedrørende salg af projektboliger blev trukket tilbage.

Kontingent for flere medlemsvirksomheder

Et forslag fra Poul Erik Bech vedrørende kontingent for flere medlemsvirksomheder beroede på et ønske om, at der ved drift af mæglervirksomhed fra samme fysiske lokalitet - defineret som samme vurderede enhed – ikke skulle være forskel i kontingent- og forsikringsbetaling m.m. til DE og kredsene, uanset hvilken ejer- og/eller markedsføringsstruktur, der måtte være valgt for driften heraf. Bestemmelsen skulle have virkning fra vedtagelsen samt indbefatte sager, der p.t. er under behandling.

Efter længere debat blev forslaget trukket tilbage, men DE’s bestyrelse blev opfordret til at arbejde videre med det i regi af Arbejdsgruppen vedr. DE’s finansiering.

Kontingentbetalinger ved opsplitning af virksomhed

Poul Erik Bech stillede forslag om at kontingent- og forsikringsbetalingen m.m. til DE og kredsene skal tolkes således, at der inden for samme koncern ikke skal finde dobbeltbetaling sted for medarbejdere. Bestemmelsen skal have virkning fra vedtagelsen samt indbefatte sager, der p.t. er under behandling herom.
Efter debat og fremsættelse af ændringsforslag blev forslaget vedtaget med følgende formulering: ”Kontingent- og forsikringsbetalingen m.m. til DE og kredsene skal tolkes således, at der ikke skal finde dobbeltbetaling sted for medarbejdere. Bestemmelsen skal have virkning fra vedtagelsen samt indbefatte sager, der p.t. er under behandling herom”.

Konkret medlemssag

Et forslag fra Poul Erik Bech vedrørende medlemsforhold for en given ejendomsmæglervirksomhed afviste dirigenten at behandle i repræsentantskabet, da der var tale om en konkret medlemssag.

 

Tekst: Sandy Thornland
Foto: Claus Bjørn Larsen