Velkommen til erhvervsmæglerdag 2019


175 deltagere mødtes til DE’s Erhvervsmæglerdag på Hindsgavl Slot i Middelfart.


Hindsgavl Slot præsenterede sig i det flotteste solskin, da 175 deltagere mødtes til DE’s Erhvervsmæglerdag for at efteruddanne sig og møde kollegaer i uformelle rammer.
Det officielle kursusprogram for den 18. september begyndte klokken 9.00, og derfor havde mange valgt at tyvstarte deres ophold på Hindsgavl med middag og overnatning.
Den nye formand for DE’s Erhvervsudvalg, Marie Helms, bød velkommen og overlod efter en kort præsentation af Erhvervsudvalgets medlemmer og arbejde ordet til Mikael Hartmann, der ofte før som udvalgsformand har stået på talerstolen til Erhvervsmæglerdage, men i år for første gang deltog i funktionen som bestyrelsesformand for DE. Også for DE’s direktør Ole Hækkerup var årets Erhvervsmæglerdag på en måde ny; det første DE-arrangement, han deltog i, var nemlig Erhvervsmæglerdagen sidste år, og det fandt sted kort før han tiltrådte som direktør.

De tre ”nye” på scenen havde et fælles budskab om, at:

  • DE vil søge en tættere dialog mellem medlemmer og sekretariat, og medlemmerne opfordres til at komme med forslag til aktiviteter og forbedringer.
  • Medlemmerne skal få bedre information, rådgivning og undervisning for de samme penge, idet kontingentet holdes på status quo.
  • DE vil skræddersy flere rådgivnings- og serviceydelser til erhvervsmæglere.

Selve dagsprogrammet var også sammensat på en ny måde, idet der henholdvis om formiddagen og om eftermiddagen var en ”blok” med tre samtidige indlæg fordelt på forskellige lokaler. Deltagerne havde på forhånd tilmeldt sig til ét formiddags- og ét eftermiddagsindlæg. Emnerne var syn og skøn, miljørelaterede problemstillinger ved handel med erhvervsejendomme på kortlagte arealer, detailhandelens død (både formiddag og eftermiddag), valuarvurderinger og rådgivningsansvar for erhvervsmæglere.
Derudover var der fælles indlæg, hvor deltagerne om formiddagen fik en aktuel status på Ejendomstorvet og om eftermiddagen en faglig opdatering.
I pauserne benyttede mange erhvervsmæglere lejligheden til at møde nogle af Erhvervsmæglerdagens sponsorer ved deres respektive stande.
Efter en lang dag tog deltagerne hjem fyldt med ny viden og nye indtryk, og nedtællingen til Erhvervsmæglerdagen 2020 kan begynde.

 

Tekst: Sandy Thornland
Foto: Peter Qvist