Rekordoptag på finansuddannelserne
Igen i år slår optaget på finansuddannelserne rekord, hvilket de nye optagelsestal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser. I DE er vi meget begejstrede for udviklingen og har derfor dykket længere ned i optagelsestallene.

Natten til den 28. juli var spændingen stor blandt landets ansøgere. Mere end 85.500 ansøgere kunne logge ind på optagelse.dk for at se, om de havde fået en studieplads. For dem, der ønsker en fremtid inden for finansverden, var der ekstra god grund til at glæde sig: Optaget på både finansøkonomuddannelsen og professionsbacheloren i finans er steget markant i år.
I alt fik 2.169 ansøgere en plads på finansøkonomuddannelsen, som udbydes flere steder over hele landet. For at sammenligne med sidste år, så er det 180 flere ansøgere end sidste år, hvilket svarer til en stigning på 9 procent. Også professionsbacheloruddannelsen i finans oplever fremgang. 1.191 ansøgere er optaget, hvilket er 90 ansøgere flere end året før og en stigning på 8 procent. Det betyder, at begge finansuddannelser sætter ny rekord i antal optagne.
Et stærkt signal til ejendomsmæglerbranchen
Begge uddannelser giver muligheden for at tilvælge faget ”ejendomshandel”, hvilket åbner døren til ejendomsmæglerfaget.
”De flotte optagelsestal viser, at flere og flere ser mulighederne i at tage en finansuddannelse – og måske sidenhen vælger ejendomsmæglerfaget til. Sidste år var vi begejstrede, og i år er vi mindst lige så begejstrede over den positive udvikling,” siger Dansk Ejendomsmæglerforenings direktør Ole Hækkerup.